Med en ufatteligt smuk lyd- og billedside har Sam Mendes skabt en anderledes stemningsfyldt krigsfilm, som er fuldkommen fortryllende på biografens store lærred!

Vi nærmer os årets Oscar-uddeling i februar og går nu ind i en hektisk januar måned fyldt med Oscar-favoritter.

Her ses krigsfilm ofte som den ideelle opskrift til at vinde Oscars. ’1917’ skiller sig dog allerede ud fra de fleste krigsfilm, fordi den omhandler Første Verdenskrig. Krigen er altid blevet overset af Oscars-akademiet, fordi lillebror – Anden Verdenskrig – har haft større slag, mere forfølgelse og død, samt flere karismatiske krigsledere.

Der har simpelthen været mere at tage af fra Anden Verdenskrig til at skabe patosfyldte Oscar-vindere end fra Første Verdenskrig. Det har dog lykkedes ærkebriten Sam Mendes, som står bag klassiske Hollywoodfilm såsom ‘American Beauty’ og ‘Skyfall’, at skabe en ekstraordinær biografoplevelse ved at lave en meget anderledes og ukarakteristisk krigsfilm.

Soldaterkammerater på roadtrip
I det nordlige Frankrig har to unge britiske soldater fået en nærmest umulig opgave. De skal nå at meddele en besked fra generalen til deres bataljon dybt inde i fjendens territorium, inden bataljonen går ind i et skæbnesvangert bagholdsangreb.

Hvis de fejler, vil 1.600 mænd miste livet. Igennem missionen støder soldaterkammeraterne på krigens utallige udfordringer og brutalitet, der udfordrer deres venskab og viljestyrke.

Heldigvis bliver vi som tilskuere til de unge mænds rejse igennem ingenmandslandet vidne til et af årets absolut bedste biografoplevelser. Man føler sig hevet ind i slagmarkens brutalitet gennem ekstraordinært kameraarbejde fra Roger Deakins, mens man bliver bombarderet med Thomas Newmans bragende score. Det er simpelthen spektakulært – man får absolut mest ud af at se filmen på det store lærred.

Birdman-extravaganza i krig
Det er dog ikke noget nyt, at krigsfilms filmiske udtryk ofte er en fryd for øjnene. Det kan til dels give bagslag og blive for meget af det gode, når krigsfilms episke slag bliver ved og udvikler sig til at være langtrukkent tjubang. Her adskiller ’1917’ sig fra konkurrenterne, da vi rent faktisk ikke ser særlig mange skud blive affyret. Sam Mendes har fuldt fokus på suspense og opbygning til næste pistolskud, frem for at vise massevis af soldater skyde hinanden frem og tilbage.

Det lykkes især her, fordi Mendes har valgt at gå ‘Birdman’-vejen, så filmen ser ud til at være skudt i én lang kameraindstilling uden synlige klip – fra start til slut. Det greb gør, at man lever sig mere ind i stemningen. Når de unge soldater forsøger at snige sig forbi nogle fulde tyskere, bliver det endnu mere hektisk at høre skuddene falde, end man er vant til.

Vi har at gøre med en af de bedste stemningsfilm af slagsen, og derfor gentager jeg endnu en gang, at det er altafgørende at se denne film i biografen. At se denne film på den bærbare i toget, mens man har små høretelefoner på, så man både kan høre lidt af filmen, og hvornår toget stopper, vil simpelthen frarøve denne film alt og faktisk gøre den væsentligt ringere.

For når man ser soldaterkammerater gå fra smukke, grønne marker til grå, arkitektoniske landsbyruiner på det store lærred, får man én af de bedste krigsfilm fra dette århundrede.

Copyright: Nordisk Film