Den norske auteur Dag Johan Hagerud imponerer med dette ensembleværk, hvor man kommer helt tæt på de involverede i en tragedie, der omhandler om et barns død.

Den trettenårige Lykke (Ella Øverbye) og den voksne Anders (Jan Gunnar Røise) forenes i en omfavnelse. De forenes ikke kun fysisk, også mentalt – smertelige følelser, som de troede, kun de havde, har de delt med hinanden, og en tung byrde er løftet fra dem begge.

Lykke har forårsaget sin klassekammerat, Jamies død. Tragedien afføder et utal af spørgsmål og problemstillinger. Hvad skete der? Var det virkelig et uheld?

For hvordan kunne noget så voldsomt ske, når de, som hun udtrykker det, bare tumlede lidt rundt på fodboldbanen?

Har forældrenes modsatrettede politiske holdninger vendt børnene imod hinanden? Jamies far sidder i byrådet for det yderligtgående højrefløjsparti FLP (ækvivalent til Nye Borgerlige), og Lykkes far har en ledende stilling i Socialdemokratiet. Har dette resulteret i, at børnene kom i slåskamp, som endte med at Jamie pludselig lå livløs på fodboldbanen?

Hvordan beskytter vi bedst børnene?
Vi er flue på væggen, når lærerne med skolens leder, Liv (Henriette Steenstrup) i spidsen, på skolen diskuterer, hvordan de bedst muligt beskytter børnene på skolen, når en tragedie som denne er hændt. Nærværende er vi ligeså i de hjem, der er påvirkede af tragedien.

Ved at vælge denne fortælleform bliver der gradvis strikket et kludetæppe af historier sammen. For det er det samlede miljø, der er beretningens centrum. Måske endda filmens egentlige hovedperson.

Filmens scener er dvælende og oftest af meget lang varighed. Det fordrer ens tålmodighed. Effekten er, at vi får lov til at komme rundt om karaktererne, og de bliver på den måde til mennesker af kød og blod fremfor karakterer.

Derudover skaber det plads til, at de komplekse problemstillinger kan få plads til at folde sig ud. Skuespillet er blændende. Så naturlige og ægte præstationer er en sjældenhed. Ingen tyer til overspil eller er utydelige.

I et psykologisk drama er der ofte hyppig anvendelse af nærbilleder. ’Barn’ er en undtagelse. Det betyder, at når de endelig bruges, virker det ekstremt stærkt.

Når et mentalt jordskælv rammer
Liv citerer fra den norske forfatter Henrik Ibsens 138 år gamle stykke ’Gengangere’: ”At forældrenes synder nedarves i børnene”.

I filmen er de voksnes væsentligste synd, som børnene arver, ikke at formå at være ærlige og oprigtige. De agerer, som man synes, man burde og ikke ud fra, hvad man virkelig mener.

Man er ekstremt konfliktsky og berøringsangst. Det lægger et slør af falskhed ud, og det gør det nærmest umuligt at skabe et sundt efterspil.

Heldigvis dømmer instruktøren på ingen måde dem, der skal videre efter den så frygtelige hændelse. Nej, han vil vise os, hvor svært det er som menneske at gøre det rigtige, når man er blevet ramt af et mentalt jordskælv som dette.

Ærligheden og oprigtigheden bryder i korte øjeblikke igennem falskhedens sprækker, og når det sker, er det nærmest magisk. Mit åndedrag blev dybere, og tårerne løb ned ad kinderne på mig.

Igennem filmen ser vi gentagne gange fodboldbanen, hvor ulykken fandt sted. Der er ingen legende børn, intet liv længere. Tiden er gået i stå her. Frosset til is af tragedien, der fandt sted. Det føles isnende at overvære disse kolde billeder.

En dybfølt tak til Øst for Paradis for at hente ’Barn’ til Danmark. En vigtig og reflekteret perle som sætter sig i en. I mig rumsterer den stadig.