Dansk varulvefilm har udmærkede elementer, men løfter sig i det store og hele aldrig fra at være en tydeligt konstrueret oplevelse med stift skuespil og klodsede replikker.

I en lille by ved havet bor Marie (Sonia Suhl) med sin far (Lars Mikkelsen). Maries mor (Sonja Richter) sidder i kørestol af ukendte årsager, og de to er alene om at tage sig af hende. Marie begynder at udvise underlige symptomer, og det påvirker hendes opførsel. Mere og mere tyder på, at hun har arvet en mystisk sygdom fra sin mor. Oveni at skulle håndtere denne store mundfuld er der også masser af konflikt, Marie skal håndtere, da hun starter som ansat på den lokale fiskefabrik, og lur mig om der ikke blomstrer en teenageforelskelse op midt i alt dette.

Horror på dansk
Det er i og for sig en spændende tanke at udnytte det rå nordiske klima til at fortælle en gyserhistorie, hvilket før er lykkedes ret godt med Tomas Alfredsons ’Lad den rette komme ind’ fra 2008. Instruktør Jonas Arnby og manuskriptforfatter Rasmus Birch lader også til delvist at have læst på lektien, ift. hvilke elementer der typisk er effektive i sådanne film. Delvist er hér nøgleordet, da det virker som om, at de har villet proppe for meget indhold og handling ind i historien. Der skal både være noget med Maries underlige varulvesymptomer og så noget med morens fortid og så noget ungdomskærlighed og så også noget med den lille bys forhold til Maries familie. Hvis man kigger tilbage på Brian De Palmas ’Carrie’ fra 1976, der er et hovedværk indenfor gysergenren, så har vi her at gøre med en meget simpel historie, der til gengæld er hamrende effektiv.

Forcerede teenagekonflikter
Selvom filmen ikke havde føltes så rodet, som den nu engang gør, så ville den stadig lide under dens hovedperson Marie. Problemet ligger dels i, at Sonia Suhls skuespil ikke er helt overbevisende, men primært i Maries motivation. Det var alligevel ret ofte, at jeg ikke rigtig forstod, hvorfor Marie gjorde som hun gjorde, eller lige skulle vælge dén lejlighed til at lave en scene. Ganske vist er hun en teenager, og det hænder, at de skaber sig, men man forstår typisk stadigvæk, hvorfor de skaber sig i en given situation. Så skal det også tilføjes at kærlighedshistorien mellem Marie og Daniel er utroværdig. Det er ikke fordi, den virker urealistisk, men mere fordi man tydeligt kan mærke, at det var en kærlighedshistorie, som holdet bag filmen følte skulle være der, fordi det er kutyme i sådanne slags film. Derfor føles den uautentisk.

Udmærkede visuelle elementer, men uimponerende effekter
Det visuelle i filmen er overordnet set lidt svingende. Der er flere billeder, der virker lidt tamme og kedelige, men samtidig er der også en gang i mellem nogle ret stemningsfulde billeder bl. a. af det rå landskab. Mht. effekterne så er det ikke den helt imponerende opvisning. Specielt til sidst hvor der bliver gået all-in på varulveelementet, er indlevelsen ret så begrænset.

Man kan fornemme, at der er nogle fine tanker bag ’Når dyrene drømmer’, og der er også nogle ting, der fanger interessen. I sidste ende bliver man dog aldrig mere følelsesmæssigt engageret, end under de få chokmomenter man oplever.