Pacific Rim, Guillermo del Toros nyeste film, passer bedst til den simple beskrivelse: ’Giant monsters vs. Giant robots’. Filmen er en visuel tour de force-opdatering af den traditionelle japanske monsterfilm-genre, der solidt overgår Michael Bay’s Transformers i Hollywooddisciplinen storslået masseødelæggelse. Det er en ’creature feature’, der i uvant del Toro-stil mangler hjerte og substans. Hvis man dog er ude efter storslået action, er Pacific Rim i den grad et solidt stykke ødelæggelsespornografisk Hollywood-spektakel.
Da det er monstrene og robotterne det hele drejer sig om, bruger del Toro ikke mange kræfter på baghistorie. I filmens indledende kvarter beskrives det kort og effektivt, hvordan legioner af monstrøse væsner, kaldet Kaiju (det japanske ord for monster), i en nær fremtid begynder at stige fra havet gennem en mystisk interdimensionel portal. Det starter en krig, der sætter menneskehedens overlevelse på spil. For at bekæmpe de kæmpemæssige Kaiju, udvikler vi i samarbejde på tværs af kulturer og landegrænser et specielt våben: kæmperobotter, kaldet Jaegers (efter det tyske ord for jægere), der styres simultant af to piloter, hvis sind er sammenkoblet med hinanden og robotten gennem en neurologisk bro. Historien vi følger er et slags sidste slag, hvor få Jeagers er tilbage og på kanten af dommedag.
Vores helt er Raleigh Becket, spillet af Charlie Hunnam, er en Jaeger pilot sammen med sin bror, indtil hybris en dag skaber problemer. Herefter spoler del Toro frem til nu, hvor Becket lever en isoleret veteranstatus. Han bliver troligt og uden megen protest trukket tilbage ind i Jeager-programmet og viser sig hurtigt at være den usandsynlige helt, der er menneskehedens eneste håb for overlevelse. Helt alene om det er han ikke, ved sin side har han en ung japanske kvinde, spillet af Rinko Kikuchi, og en amerikansk general, Idris Elba. I det hele taget bliver den hele vejen igennem lagt stor vægt på multikulturel og multietnisk samarbejde for menneskehedens bedste.
Selvom der er elementer i plottet, der umiddelbart virker en smule absurde, skal man ikke lade sig skræmme. Hovedårsagen til at se Pacific Rim er ikke plottet. Det skal man ikke forvente. Filmen er et studie i spektakel, og alt andet er en kliche på en kliche, vi alle har set for mange gange: machomand-konfrontationer og -kammeratskab, militær-arketyper, far-søn-komplekser, gakkede hurtigtalende videnskabsmænd (hvoraf den ene ligner en parodi på JJ Abrams) og en smule star-crossed romance. Setuppet med lille vægt på karakterudvikling og dramatisk dybde og stor vægt på spektakel betyder, at der er meget lidt til at distrahere fra de flotte actionscener – perfekt actionidyl.
Hvornår mister ødelæggelsesporno sin appel?
Hver sommer går jorden under mange gange. Det er det nuværende Hollywood-maskineri solid garant for, da sommeren (ironisk nok) er højsæson for store billetsalg i biograferne. Samme er sandt hver sommer og aldrig mere end denne, hvor jordens undergang har været portrætteret i flere forskellige genreafskygninger. I form af laveste actionfællesnævner i G.I. Joe: Retaliation, inden for superhelteuniverset i Man of Steel, via zombiehorror i World War Z, gigantiske monstre i Pacific Rim og snart som komedie i This is the End har jorden i overflod fået dommedagstæv i denne sommers blockbustersæson. På tværs af de mange genre virker et sikkert: At redde eller ødelægge hele verden er der i Hollywoods optik rigtig mange penge i.
Det er ikke den nyeste trend i filmverdenen, at vi er fascineret af Jordens undergang. Dog er grunden til, at disse film laves ikke udelukkende, at vi publikummer er fascineret af ødelæggelse. Årsagen er i høj grad også, at de teknologiske muligheder ikke længere står som forhindringer for udfoldelsen af fantasien på det store lærred. Ofte sker det, at sommerens store premierefilm med deres kæmpemæssige produktionsbudgetter uvægerligt overforbruger mulighederne, som teknologien har at tilbyde. Når det sker, kan mulighederne gå hen og blive en spændetrøje, hvormed storfilmene – særligt de store spektaklerne – mere og mere føles som genudsendelser af de samme CGI-effekter.
Det er dog ikke entydigt en dårlig ting, for selvom Pacific Rim på mange måder føles som det ypperste eksempel på trenden, er det bestemt også en veleksekveret ødelæggelsesfilm.
Slå hjernen fra og nyd det
Alt i alt lyder anbefalingen, at hvis man håber på et allegorisk og politisk eventyr med monstre a la del Toros Pans Labyrint, bliver man skuffet. Men så længe man har forventningerne ordentlig afstemt, er Pacific Rim en fornøjelse. Så køb en omgang Kaiju-størrelse cola og popkorn, tag 3D-brillerne på, slå hjernen fra og betragt vidunderlige kæmpemonstre få og give tæv til kæmpemæssige robotter.
