Hvis Dan Turréll havde skrevet manuskriptet til ’Speed’ (1994), ville den have set sådan her ud!

Jim Jarmusch har instrueret en film om at køre bus og der er hverken bombe ombord eller tragedier, der skal overvindes. Ved at omhandle alt andet end dramatiske højdepunkter eller personkarikaturer har Jarmusch skabt en modgift til de gængse biografbaskere fra Hollywood og Ole Bornedal.

Hjulene på bussen kører rundt
Paterson er en fyr der arbejder som buschauffør i New Jersey-byen af samme navn. Filmen følger en uge i Patersons liv og vi oplever alle dage, mandag til søndag, i kronologisk rækkefølge, identisk opbygget med de samme rutiner såsom dagens dont i bussen og hundeluftning om aftenen.

Det er altså en film fyldt med gentagelser, rutiner og mønstre, fuldstændig ligesom det virkelig liv. Men hvad der netop er kendetegnet ved hverdagen er, at den jo er lige så foranderlig som den er ensartet – hver dag er en ny dag, og intet er helt magen til i går. Hverdagen er på en og samme tid vant og genkendelig – uvant og ukendt. Således også i filmen. Det er ren Turréll.

Subtil sublimitet
Paterson spilles af Adam Driver, der med denne rolle står i enorm kontrast til Kylo Ren fra Star Wars, som gjorde ham kendt tilbage i 2015. Hans kæreste spilles af den mindre kendte Golshifteh Farahani.

Fordi der hverken er et plot eller karakterark at forholde sig til, må skuespillerne sælge deres præstationer alene på evnen til subtilt at repræsentere et almindeligt liv og parforhold så overbevisende, at publikum kan spejle sig selv i karakteren og deres empati med dem derved aktiveres – det lykkes!

At både Driver og Farahani er umanerligt smukke og humoristiske mennesker spiller dog nok også med; man har et hjerte af sten, hvis man ikke selv forelsker sig lidt i dem begge.

Hyldest til hverdagen
Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

Således lyder starten på onkel Dannys vidunderlige digt om hverdagen, og det illustrerer fint, at god poesi ikke behøver at involvere de store følelser eller teatralske virkemidler. Poesi er godt, når det skaber resonans, og det gør det f.eks. ved at tage afsæt i almindelige, daglige betragtninger af livet som præger størstedelen af vores eksistens.

Hverdagen og rutinen er vigtig fordi uden dem mister livets unikke oplevelser sin glans: festen, kysset, præmieren, ferien, fødslen – og det modsatte ende af spektrummet såsom skilsmissen eller døden – er alle meningsløse hvis ikke de står i kontrast til hverdagen. Og da det meste af vores liv leves efter disse rutiner i hverdagen, er det nok også i højre grad der, vores opfattelse af livet og os selv skabes, og betydning og konsekvenser af vores oplevelser dannes.

Filmen som digt
Filmen er altså opbygget som et digt, og det er også derfor, den aldrig bliver kedelig eller træg til trods for, at der hverken er plot eller karakterark at forholde sig til. Hvor digtet bruger sætninger til at beskrive genkendelige følelser bruger filmen billeder og lyd, og billederne i ’Paterson’ er betagende smukke – det er hverdagsmotiver som refleksionen af byen i bussens forruder eller nærstudier af bussens passagerer, fragmenter af deres samtaler osv.

Poesi indgår også som tema, da Paterson selv er digter, og vi får lov at følge skabelsen af hans digte efterhånden som ordene tager form i hans hoved i løbet af dagen. Filmens digte er skrevet af den amerikanske digter Ron Padgett, om de er gode i fri luft ved jeg ikke, men med filmen som baggrund er de smukke.

Foto: kino.dk