Sam Mendes har med sin anden 007-installation fundet frem til den helt rigtige Bond-æstetik; en cocktail der består af lige dele babes, biler, skurke og mandebladsmode – og så er den selvfølgelig ”shaken not stirred”.

Det begynder, som man kender det: James Bond kommer gående i profil i det hvide spotlight, tager en hurtig svingom mod publikum og skyder, hvorpå det karakteristiske blod løber ned over lærredet og markerer rammen om Bond universet for 24. gang.

Besat af Bond
Da jeg var omkring otte år gammel, samlede jeg på James Bond VHS-bånd. Jeg så dem igen og igen. Der var ingen klar favorit, snarere yndlingsøjeblikke. Jeg var tiltrukket af måden, noget så ud på, opfindsomheden ved at have håndlangere med dødelige hatte, sko eller anden påklædning. Det var ikke bare Bond, men hele universet der gjorde mig fuldstændigt besat af 007. Fascinationen begyndte dog at falme, da jeg blev for gammel til Pierce Brosnans flade charme. Men med instruktør Sam Mendes personlige og meget tro stil, er jeg atter tilbage i fanvognen

Sam Mendes har igen valgt at efterforske James Bonds personlige historie efter forældrenes død. Denne tvinger Bond ud i en lyssky affære med den hemmelige organisation SPECTRE og den enigmatiske Franz Oberhauser i front.

Mens Bond ”kysser” og skyder sig vej gennem Rom og Mexico City, er der ballade på hjemmefronten. M forsøger med alle midler at holde liv i det noget gammeldags 00-program i kampen mod en øget systematisk og altoverskyggende overvågning.

Der er selvfølgelig lagt i ovnen til en ordentlig omgang overmætning af opfindsom action. Og den får da heller ikke for lidt. Specielt i den obligatoriske åbningssekvens hvor Bond er taget til ”Dios de los muertos”; her får man et visuelt los i actionmaven, der skruer op for forventningerne til filmens videre kreative udfoldelser.

Forventningens glæde er den største
En Bond-film er dog ikke bare en Bond-film. James Bond er en institution, der nu med 24 officielle film i kataloget stiller klare krav og forventninger til dens indhold. Foruden en nogenlunde gangbar historie, og selvfølgelig manden selv, JB, så skal en film om 007 gerne indeholde flere af følgende: En Aston Martin (gerne med katapultsæde), en vodka martini (shaken not stirred), M, Q,, Moneypenny, Felix Leiter, Bondbabes (klar til nedlæggelse), mundlamme håndlangere og en karismatisk skurk med fysisk handikap (tre brystvorter, karakteristiske ar etc).

Ikke alene kan ’SPECTRE’ sætte flueben ved alle de ovenstående kategorier (i en eller anden grad), dens visuelle steder og begivenheder gør også, at den fremstår så forbandet old school på den helt rigtige måde.

Back to basics – med oliven på toppen
Damerne overgiver sig til Bonds direkte og platte charme, og man genkender med fryd dens langsomme, letbenede og lidt kiksede stil fra 60ernes stilrene Bond-æra. Franz Oberhausers onde håndlanger er et ordentligt brød af en hammer, der ikke siger meget, men som til gengæld presser øjnene ud på folk efter forgodtbefindende. James Bond tager hvid smoking på til togmiddag. Og, når alt kommer til alt, spiller SPECTREs gemene plan på de samme gamle formler som under den kolde krig: Overtag verdensherredømmet.

Det er et friskt pust fra den efterhånden dogmatiske Daniel Craig Bond, der har snørklet sig igennem komplicerede og til tider søvndyssende plot og har levet højt på at levere action der kunne hamle op med den mere ”realistiske” Bourne serie. Det lader dog til at man senest med ’Skyfall’, og i endnu højere grad med ’SPECTRE’ har fundet inspirationen fra egne rækker, og det er virkelig fedt!

Når Bond er bedst
Man kan ikke lade være med at tænke, at man sidder og efterforsker James Bonds historie på det store lærred, samtidig med at hans personlige drama udfolder sig. Der er simpelthen så mange referencer, både tydelige og skjulte, som jeg er sikker på, at mange aficionados, som jeg selv, vil sætte stor pris på. Måden det udspiller sig og flettes sammen med historien på, er faktisk næsten rørende, i sådan en grad at man glædeligt sidder og holder lidt på vandet igennem de godt 2,5 time, for ikke at misse et eneste øjeblik.

For en Bond-film så bliver det ikke bedre end ’SPECTRE’; det er simpelthen James Bond i sit bedste element. Derfor skal ’SPECTRE’ have topkarakter.