Stalins død -

Filmen om Stalins død er ligeså overdrevet flot og grotesk, som han selv vil have ønsket det og den fantastiske, sorte humor gør denne satire til årets genistreg!

Kan man grine af et af de mørkeste kapitler i verdenshistorien? Kan man grine af millioner af menneskers meningsløse død? Kan man grine af en stakkels radioproducer, som må genstarte hele sin koncert, for at undgå at ham og hans familie havner i en arbejdslejr med endeløst slid og slæb til ingen verdens nytte? Ifølge instruktør Armando Iannucci må man godt grine af denne forargelighed – og gerne meget højlydt. ’Stalins Død’ er nemlig en af de bedste komedier i nyere tid og den giver Sovjetunionens mørke side den skildring, som den fuldt ud fortjener.

A Song of Ice and Vodka
Sovjetunionens frygtindgydende generalsekretær, Joseph Stalin, har endelig fået lidt tid for sig selv. Efter et møde med sit entourage, hvor han leverede virkelige dårlige vitser, som hans venner dog grinte højlydt af, og efter at have kedet sig i søvne med endnu en western, har han endelig tid til at høre en klaverkoncert for sig selv. Pludselig knækker han sammen i et hjerteanfald, og den store leder hoster nu efter hjælp som et svagt bytte. Desværre for Stalin tør dørvagterne ikke at gribe ind, da de frygter at gøre noget forkert og havne på hans sorte liste. Sådan døde ”Koba, Georgiens Robin Hood”, og der er ingen chancer for genoplivelse, da Stalin har henrettet alle de gode læger i landet.

Sådan begynder en kædereaktion af sorg, kaos og politisk spil, for nu skal hele Stalins følge, bestående af Khrusjtjov, Malenkov, Beria og Molotov, kæmpe om magten. Malenkov er Stalins sande stedfortræder, men også for naiv og inkompetent til at kunne styre det nu post-stalinistiske Sovjetunionen. Beria er hurtig på aftrækkeren og begynder straks at reformere ved at befri tusindvis af fanger og sætte en stopper for henrettelser, men han giver samtidig fuld kontrol til sikkerhedstjenesten NKVD, som stod bag alle disse drab. Khrusjtjov, som var den første der overvejede at befri fangerne, indser hurtigt, at Beria er et skridt foran, og gør alt for at vinde Stalins oprevne datter Svetlanas tiltro og samtidig skabe en ustoppelig alliance med den røde hærs brutale marskal, Zjukov.

Tårer af pinsel bliver til tårer af grin
Humoren ved denne politiske satire tydeliggøres i en scene, hvor Svetlana, efter hun har sørget over sin fars død, mødes med alle de mulige stedfortrædere. De fire politikere har bogstaveligtalt et kapløb om, hvem der først kan komme hen til datteren og få en samtale, imens Svetlana egentlig er for trist til at snakke om nationens tilstand. Vi ser nu en flok velklædte ældre mænd sprinte om kamp, som om de var til et 100-meter løb. Det er det rene cirkus og man kan ikke lade være med at slå sig på låret af grin.

Det er som allerede nævnt voldsomt at skildre noget så dystert som millioner af menneskes død med sort humor. Her har instruktøren Iannucci ganske klogt valgt at skildre hovedkaraktererne som definitionen af ynkelighed. Disse mænd, som kun overlevede fordi de aldrig stillede kritiske spørgsmål til Stalin, bliver nu fremstillet med Monty Python-absurde accenter og energiske skuespilpræsentationer. Det skaber en nødvendig distance, så man hurtigt er med på den absurde satire. Vi griner ikke med disse mennesker, men af dem!

’Stalins død’ er ikke en film for alle. Det handler om forfærdelige mennesker, der foretager forfærdelige handlinger, der ender i død og pinsel for de uskyldige. Hvis man kan klare princippet om at lave nådesløs sort humor af denne farce, får man til gengæld historisk satire i verdensklasse!