Hesten Tarok levede fra 1972-1981, og med historiens begyndelse i 1948 er filmen snarere en familiekrønike end en hestefilm. Efter krigen måtte familien Laursen, som så mange andre landmandsfamilier, sande, at fremtiden indenfor landbruget lå i traktorer og ikke i hestetrukne redskaber. Det var familiens kærlighed til heste, der fik Karl Laursen (Bjarne Henriksen) til at gå ind i hestevæddeløb og oprette Stald Kima – noget, der ultimativt ledte familien til berømmelse med Dannebrog på fire ben, Taroks alias.

De mere end tredive års fædrelandshistorie, historien favner, understreges gennem den flittige brug af datidens toner der tilfører filmen et nostalgisk islæt. Familiens megen modgang inden Tarok fostrer modsvarende stor lykkefølelse da hesten vinder derbyer, og endeligt enorm sorg, da Tarok lægges i graven. Nedturene, der omkranser Taroks storhedstid, får næsten denne til at fremstå som noget overjordisk. Som enestående renhed, der afkræver tårer i alle tilstedeværendes øjnekroge.

Forherligelsen af en enestående epoke i Danmarkshistorien og de enkelte mennesker, der gjorde noget ekstraordinært, er også et gennemgående tema i instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis’ debut fra 2012, Hvidsten gruppen. I modsætning til denne, er skuespillet i Tarok imidlertid upåklageligt. Særligt Henrik Vestergaard og Bjarne Henriksen yder i rollerne som Jørn og Karl Laursen fine præstationer.

Det er far/søn-forholdet, der er filmens stærkeste side– muligvis grundet førnævnte skuespilpræstationer. Dramaet mellem Karl og Jørn påvirker hele Laursen-familien, og kan så at sige være det kig, publikum får, bagom kulisserne, i den delvist biografiske familiekrønike. Her indvendes det dog at filmens stærkeste side samtidig er dens svageste: Hvis historien om hesten Tarok ikke er det mest interessante, skulle filmen måske have heddet Karl og Jørn.

Med sin nostalgiske fremstilling af Danmark henvender Tarok sig til det brede publikum. Man kan sige, at det er et positivt træk ved filmen, at den ikke i højere grad fokuserer på hesten. Man kan også sige, at det er heldigt, at forholdet mellem far og søn var som det var, for hvis ikke, havde filmen udelukkende handlet om en væddeløbshest.