Bedst som man tror, at der ikke findes nogen grænser for, hvor dum en film kan være, kommer der en, der sætter en ny standard. Men er den så så dårlig, at den bliver god?

Det er som sådan ikke svært at lave en god horrorfilm – bliver publikum bange, er det lykkedes. Man kan så også vælge at prioritere at lave spektakulære ”kills”. Det er oftest en god ide, når man ikke vægter historien særlig højt. Når man så ikke vælger nogle af de ting, så er man i det mindste nødt til at have nogle interessante karakterer. Gør man ingen af disse ting, ender man med ’Wish Upon’.

Clare (Joey King) er en stereotypisk highschool outsider. Hun er lidt for klog, lidt for kunstnerisk og hendes far (Ryan Phillippe) er lidt for underlig. Nå ja, hun så for resten også sin mor begå selvmord, da hun var lille. Sørgeligt. Men så finder hendes far en mystisk kasse med gamle kinesiske tegn på. Hun får den, og da hun tilfældigvis læser kinesisk, oversætter hun lidt af det. Ejeren af kassen får syv ønsker opfyldt, og inden Clare har fået set sig om, er det første ønske opfyldt. Det er de obligatoriske ønsker med rigdom, kærlighed og popularitet. Men hvert ønske kommer med en dødelig pris.

Suk
Der er så meget i vejen med den her film, at det er svært at finde ud af, hvor man skal starte. Men lad os slå fast med det samme: den er ikke uhyggelig. Musikken fortæller ellers én, med stor svulstighed, at nu sker der noget, der skal gøre os bange. Det eneste der tilnærmelsesvis giver et lille hop i sædet, er da Clare befinder sig i husets krybekælder og noget pludselig springer ind i billedet. Det er altså for tandløst, når der er tale om en horrorfilm.

Spektakulære ”kills” skal man også kigge langt efter. De er simpelthen så dumme og uinspirerede, at man undrer sig over, hvordan man kan udvise så lidt kreativitet i en genre, som ellers inviterer til og nærmest tigger om bare et gram af vildskab. At se en person glide i et badekar er så irriterende ufarligt, at man sidder og griner over den stupiditet, som filmen lægger for dagen.

Ugh
Det er forventeligt, at personer i horrorfilm ikke er de kvikkeste. De foretager som regel rigtige dumme valg, og de er gerne lidt karikerede. Clare er dog i en kategori for sig. Det er tydeligt, at vi skal fatte sympati for hende, men det lykkes bare ikke. Det giver ikke mening, at den karakter vi skal fatte sympati for, stiller sig op midt i skolens kantine og forklarer, hvorfor en person og hendes venner er nakkeost. Det er ligegyldigt, om det er hendes nemesis hun gør det imod, for måden det er formidlet på gør, at Clare kommer til at fremstå som en bølle og ikke en, der siger fra overfor bøller. Det er bare dumt og uinteressant.

Deri ligger også filmens største problem, man interesserer sig ikke for karaktererne. De bliver ikke bygget op, så man gider knap trække på skulderen, når der sker dem noget. Når det mest interessante er kontinuitetsfejl i Ryan Phillippes skægvækst, så er det sgu en træls omgang.

Skal der siges noget positivt, så ser den visuelt hæderlig ud, og så kan man lave denne her joke: jeg ønsker, at jeg aldrig skal se ’Wish Upon’ igen. Den er ikke en gang så dårlig, at den bliver god.