Af Thea Hviid Ødbehr

Kærligheden er svær at finde – også selvom man er stor som en okse og lever af at vinde bodybuilder-konkurrencer. 38-årige Dennis bor alene med sin mor i en forstad til København, og da ensomheden bliver for meget, tager han til Thailand for at søge lykken. Det virkede nemlig for hans onkel.

Spillefilmen er baseret på kortfilmen Dennis fra 2007, der i bearbejdningen til det store format ikke har gennemgået særligt store ændringer. Ideen med en stor, stærk mand, der er indadvendt og domineret af sin forfærdelige mor, er stadigvæk dramaets kerne. Hun misbilliger ham at drikke, se andre piger og praktisk talt alt andet end at træne og se hende. Deres forhold eksemplificiseres, da kun et badeforhæng skiller Dennis i badet fra sin tissende mor på toilettet. Selvom han fysisk dominerer billedet, er han psykisk meget skrøbelig og nærmest barnligt naiv. Det er ind imellem hjerteskærende at se den store fyr lade sig styre af andres behov, fordi han selv er for bøjelig og blid. Især det modsatte køn har det med at misforstå og dominere ham. Da Dennis’ onkel gifter sig med en thailandsk kvinde, bliver han inspireret til også at søge kærligheden på de asiatiske breddegrader.

Dramaet optager en meget interessant tematik, når det leger med og udfordrer de gængse fordomme. Hvad har man ikke af forudindtagede idéer om et stort brød af en bodybuilder, der jo sikkert både er en værre slagbror og narcissist. At placere en egentlig attraktiv mand med ønsket om ægte gengældt kærlighed som potentiel sexturist i Thailand, bryder i den grad også med generelle forestillinger om, hvem disse typer ellers er. Karakteren Dennis er på den måde et originalt og tankevækkende omdrejningspunkt, man kun kan synes om. Kim Kold, der spiller hovedrollen, formår at være uhyre overbevisende i sit skuespil på trods af, at han ikke har nogen egentlig skuespillerbaggrund. Instruktøren Mads Matthiesen har bevidst valgt helst at bruge amatørskuespillere i sit cast, hvilket paradoksalt nok kan siges at være en styrke ved filmen såvel som det modsatte. Som typer udgør de fleste af aktørerne umiddelbart en perfekt rollebesætning, der skaber en helt særlig troværdighed til filmen. Personerne er castet ud fra deres naturlige miljøer og må på den måde siges at være på hjemmebane i rollerne. På den anden side, kommer skuespillernes manglende erfaring dog også til kort, idet de ind imellem virker en smule flade og replikkernes timing ikke lige sidder helt i skabet. Her kan man som publikum godt blive hyldet lidt ud af den. Også forholdet til Dennis, og den pige han ender med at forelske sig i i Thailand, virker til tider lettere ubegrundet og påtaget.

I sammenligning med den fysisk enorme mandsperson, Dennis, udgør hans mor et petit og lillepigeagtigt modstykke. Ikke desto mindre er man ikke i tvivl om, hvem der bestemmer derhjemme og Elsebeth Steentoft brænder igennem på lærredet, når hun for alvor skruer ”hønserøven” på og giver den hele armen som skuffet og kontrollerende mor. Her bliver det tydeligt, at vi har at gøre med en mere rutineret skuespil, og rollen som mor er da heller ikke uvant for Steentoft, der desuden er kendt som Mias mor, Pykker, i sitcommen Klovn.
En scene, der dog er så vellykket, at det nærmest kribler ned ad ryggen med dokumentarisk troværdighed, omfatter onkel Bents tale til sin nyerhvervede thailandske kone. Scenen emmer af så meget realisme, at det er som taget ud af  DR’s dokumentar Fra Thailand til Ty. Onkel Bent, der på kikset vis tilkendegiver sine manglende talerevner og fortsætter med at takke kvinden for hendes store offer ved at blive hans kone, gør i særdeleshed indtryk.

10 timer til Paradis er en glimrende og vedkommende film, der byder på mange fine elementer. Alligevel sidder man i de afsluttende minutter af filmen og føler, at der mangler noget. Det er som om, især slutningen mangler dét lille ekstra twist, der er med til at gøre en film overraskende og bibringe noget mere dybde.

Filmen har premiere 26. januar landet over.