’1001 Gram’ handler om nogle af de kedeligste mennesker i verden, der arbejder med noget af det mest kedelige, jeg kan forestille mig. Alligevel er det én af de sjoveste og mest hjertevarme film, jeg har set i lang tid.
Nogle gange er det i de store emner og de pompøse film, at brillansen ligger. Andre gange er det dog i en lille film, som handler om få dage i et enkelt menneskes liv. I ’1001 Gram’ følger vi Marie (Ane Dahl Torp), som arbejder med vægt. Hun arbejder på det norske institut for måleenheder og sendes på en konference i Paris for at sikre, at det norske kilo passer med det internationale. Vi har således en setting, hvor de tørreste akademikere i verden mødes for at undersøge og diskutere et emne, der er så tørt, at jeg ingen anelse havde om, at der fandtes mennesker, som beskæftigede sig med det. Jeg har stadig svært ved at forestille mig, at der lige nu er folk, som diskuterer, hvorvidt man skal vaske kiloet eller ej, inden man vejer det.
IMDBullshit
Jeg havde ikke hørt noget som helst om filmen i forvejen, så dagen før jeg gik til pressevisning, læste jeg kort om den på IMDB. Til trods for, at det handlingsreferat, IMDB giver af ’1001 Gram’, i og for sig er korrekt, er det en af de mest misvisende filmbeskrivelser, jeg længe har læst. Først og fremmest lyder filmen dødalvorlig, og det er så absolut ikke tilfældet. ’1001 Gram’ er et drama, men den er i lige så høj grad en komedie.
Det er svært at beskrive humoren præcist, da den i langt højere grad ligger i billedkompositionerne, end den ligger i dialogen. Det er vanvittigt sjovt at se Marie bevæge sig rundt med en masse andre ”vægteksperter”, fordi de bevæger sig fuldstændig ens. Filmen er instrueret med sådan en elegance, at man griner højlydt flere gange, uden at der sker noget, som lyder sjovt, hvis man forsøger at referere det.
Skuespil vægtes højt
Skuespillet er vanvittigt godt. Marie er i en presset situation af flere årsager (som jeg ikke vil komme ind på for at undgå at afsløre plottet), og Ane Dahl Torp viser det meget tydeligt, samtidig med at hun fastholder sin tørre akademiker-attitude. Hun bryder aldrig med sin karakter, men formår alligevel at skabe en stor sympati hos seeren. Det ender med virkelig at betyde noget for én, om det går Marie godt eller ej, til trods for at stort set hele hendes tilværelse virker komisk i første omgang.
Dramaet får tilført en helt masse af skuespillet, og humoren er nærmest skabt af instruktionen, men det er ikke sikkert, det havde fungeret helt så godt, hvis det ikke var for et vanvittigt velskrevet manuskript. Selvom alle disse mennesker taler om emner, man aldrig havde drømt om at skulle forholde sig til, virker dialogen aldrig kunstig. Vi får aldrig noget at vide gennem dialog, før der opstår en situation, hvor det virker naturligt, at der tales om det. Der lægges aldrig en joke ind, som det ikke passer perfekt til en karakter at levere (og humoren ligger flere gange i, at joken ikke er sjov).
Lige et gram for meget
Der er en enkelt scene, hvor Marie taler med sin farbror, som jeg på ingen måde syntes passede ind, men alt andet er næsten perfekt. Timingen er god, skuespillet er skønt, instruktionen er fantastisk, og så er filmen endda velskrevet. Der er meget få ting i vejen med ’1001 Gram’, og jeg vil klart anbefale at opsøge den, de få steder i Danmark den kommer til at gå.