De kompetent vinklede actionsekvenser fremstiller overbevisende den støvede tumult, der opstår under nærkamp blandt forladte betonbygninger og de luftangreb, der nedkaldes over talibanerne, er leveret med den kolde umenneskelighed, som en aktiv krigssituation kræver.

’12 Strong’ (tidligere kendt under den længere, forklarende titel “12 Strong: The Declassified True Story of the Horse Soldiers”) fortæller den sande historie om USA’s første militaristiske reaktion på terrorangrebet, der ramte dem den 11. september 2001.
Et hold elitesoldater, ledt af en uerfaren kaptajn med en guddommelig fysik (Chris Hemsworth), sendes hovedkulds ind i Talibans territorium, hvor de må kæmpe side om side med lokale afghanske heste-krigere for at lokalisere og dræbe den frie verdens fjender.

Manden i sadlen
Filmens tøjler holdes stramt af spillefilms-debutanten Nicolai Fuglsig. Danskeren er uddannet fotojournalist og har en lang række internationale priser på kaminhylden, bl.a. for fotografier der dækkede Kosovokrigen. Uddannelsen fra Journalisthøjskolen er blevet anvendt hos Politiken i Danmark, men karrieren har nået nye højder i Hollywood, hvor Fuglsig har arbejdet tæt sammen med giganter som Sony, Audi og Xbox.
Det er modigt at sætte en udlænding til at berøre et emne i kernen af den amerikanske sjæl, men Fuglsig kan løfte opgaven. Han har blik og forståelse for en aktiv krigszone, hvilket ses tydeligt i hans adaptation af de nu offentlige dokumenter om de første dage af USA’s krig mod terror.

Filmen er velcastet og illustrerer fint den verden, som den danske fotojournalist har oplevet på nært hold. Et par klassiske replikker fra soldaterkammeraterne om hinandens koner og kommentarer som: “jeg smadrede en fyr, som generede min kæreste, og det var spjældet eller hæren, så… jeg valgte hæren” sætter dog tonen og lader os som publikum ikke glemme, at 12 Strong, trods dansk instruktion, er en amerikansk film.

Ikke som alle andre
Modsat film som Zero Dark Thirty (2012) og American Sniper (2014) berører 12 Strong ikke det psykologiske aspekt, der ofte er knyttet til de seneste års krigsfilm. Spørgsmål om samvittighed og anger for nedslagtede fjender stilles ikke. Der fokuseres ikke på, om det soldaterne udretter er godt, men derimod hvilke metoder, der må anvendes, for at de kan gøre deres job godt nok. De klassiske sentimentale billeder af en tårevædet afsked med hustru og børn dvæles der ikke ved, og på den måde angribes ingen af de lidt for åbenlyse tematikker.

Så hvad er der tilbage?
En rigtig flot krigsfilm, der netop ikke romantiserer Amerikas udpenslede patriotiske tilgang til deres eget heltemod. Det er ikke forspildt potentiale, når Fulgsig undgår kamp-klichéer, hvor soldater styrer lige ind i fælden uden anden grund end for at intensivere spændingen, eller på mirakuløs vis laver pletskud på tværs af slagmarken, hvilket reder den bedste ven i sidste sekund.
Fulgsig vælger heller ikke billige point, i form af konstante hestestunts, selvom der ellers er rig mulighed for det. At se velkoreograferede rytter-sekvenser i battles mod kampvogne med kanoner i lasten, er rigelig underholdning i sig selv og kræver ikke overdramatisering.

12 Strong beder ikke om dyb refleksion, men er en god højspændingsactionfilm med et tungt emne lige inden for rækkevidde.