Britiske Steve McQueens barske film, om en fri sort mand der bliver underkastet slaveriet i 1800-tallets USA, er unægteligt god, men lider under et til tider ensformigt plot. Michael Fassbender er dog ikke kun god, men decideret fænomenal.

En gruppe slaver i de samme hvide klæder står med udmattede, men opmærksomme ansigtsudtryk og kigger på noget uden for billedet. Der klippes til en hvid mand, der nu forklarer dem deres opgave på sukkerplantagen. Dette er de første billeder i filmen og dermed også vores første indtryk af, hvordan ’12 Years a Slave’ fremstiller slaveriet. Umiddelbart virker det som noget, der burde være til at døje, men jo længere man kommer ind i filmen, jo mere grusomt og grotesk bliver det.

Vores hovedperson i filmen er Solomon Northup (Chiwetel Ejiofor), der lever som en fri mand med sin kone og to børn i staten New York. Men i forbindelse med et arbejdstilbud bliver Solomon forrådt og ender med at blive smuglet til syden som slave. Han prøver at overleve dette nye liv, men bliver for alvor testet af den ondskab han bliver behandlet med mest af alt fra slaveejeren Edwin Epps’ side (Michael Fassbender).

Fængslende Fassbender
Det var ikke svært at vurdere hvornår filmen føltes stærkest, og det var i alle scener, hvor Michael Fassbender medvirkede. Han er ganske enkelt en fænomenal skuespiller ikke mindst i denne film. Hvad der er stærkt ved Fassbender er, at han i Edwin Epps har skabt en fascinerende psykopat, som man har lyst til at blive i nærheden af. Fascinationen af Epps ligger i, at han på én og samme tid virker klar i sindet og fuldstændig forskruet, stærk og på randen af kollaps. Det er disse modsætningsforhold, der gør ham utilregnelig, og som skaber spænding, i de scener han medvirker i.

Fassbender mestrer også på imponerende vis sit kropssprog, hvilket især skinner igennem, i en scene hvor én af Epps’ slaver bliver pisket, mens han nervøst skifter sin vægt fra det ene ben til det andet.

Ingen fingre imellem
Hvad man med absolut sikkerhed kan sige om ’12 Years a Slave’ er, at den indeholder masser af drama. Det kræver ikke den store refleksion at indse, at vores hovedperson bliver uretfærdigt behandlet. Som før nævnt bliver slaveriets grusomhed udstillet i filmen. Og når jeg siger udstillet, så mener jeg, at det hele bliver blotlagt for os, så vi klart og tydeligt kan se slavernes kummerlige forhold og gennempiskede rygge på det store lærred. Filmen er benhård i den forstand, at den går hele vejen og ikke er bange for at skabe ubehag.

Masser af pathos
Med et så tungt emne som det der bliver berørt, klarer filmen egentlig meget godt ikke at tippe over til det alt for sentimentale. Men man må stadig sige, at den bevæger sig lige på kanten og også få steder tipper lidt over. Et oplagt eksempel er Hans Zimmers underlægningsmusik. De fleste scener supplerer musikken fint handlingen og accentuerer dramatikken.

Specielt musikken i scenen hvor Solomon bliver sejlet til New Orleans er intens og vellykket primært på grund af Hans Zimmers karakteristiske stortrommer, som også er flittigt anvendt i den seneste Batman-trilogi, og som tilføjer en storslået og episk stemning. Andre steder bliver de følelsesladede strygere til gengæld lige tanden for meget, da de ikke føles nødvendige i nogle allerede stemningsmættede scener, hvor Solomons sorg over sin mistede familie allerede er helt tydelig.

’12 Years a Slave’ er på mange måder en stærk film og så alligevel ikke helt. Den er på intet tidspunkt helt afsindig medrivende, måske mest af alt fordi hovedpersonen Solomon mangler noget særligt, der virkelig ville gøre ham interessant. Uretfærdighederne i filmen er åbenlyse, og det samme er hvem vi skal holde med. Derfor sneg kedsomheden sig uundgåeligt ind i ny og næ.