Instruktør Robin Campillo fortjener al mulig anerkendelse for at vække 1990’ernes aids-oprør til live med filmisk overlegenhed.  

I smug kigger seerne en gruppe mennesker over skulderen. Bag en halvlukket dør roser en læge i habit indsatsen for aids-bekæmpelse. Et sympatisk synspunkt skulle man tro. Pludselig overtager gruppen scenen med fløjter og båthorn. Manden rammes i ansigtet af en vandballon med blod i og lænkes.

Selvom HIV i dag ikke er en dødsdom i den vestlige verden, er der stadig mange ufortalte vidnesbyrd fra 1980’erne og 90’erne, hvor aids-epidemien var værst. Fortællingen i ’120 slag i minuttet’ er stykket sammen fra instruktørens egne erfaringer som en del af den hårdføre parisiske afdeling af aktivistgruppen ACT UP. Dem som i kamp mod konsensuskulturen kastede blod på medicinalfirmaerne.

Gruppemøder er fængende mod alle odds
Som seer følges man med den kejtede skønhed Nathan til hans første møde som medlem af ACT UP. Her lærer han, at man skal markere til ordstyreren for at blive skrevet på talerækken og at knipse i stedet for at klappe, hvis man hører noget man kan lide. Kort tid efter går mødet i gang, og der er mere spis eller bliv spist end bestyrelsesmøde over debatten.

Det er den første af mange scener, hvor gruppemøderne agerer knudepunkt. På trods af samlingsstedet, et uinspirerende lokale i egetræslaminat, er de lige fascinerende hver gang. En kakafoni af personligheder og stemmelejer sørger for, at stemningen kan mærkes i hver af kroppens fibre på biografsædet. Fortællemæssigt får konflikterne altid nok tid til, at det virker naturligt, når de kulminerer, og den ene dødssyge bøsse kalder den anden for en ond hykler.

 Perfekt soundtrack
Når der ikke demonstreres og diskuteres, så danses der og elskes. Filmen igennem sættes vreden på pause, og der gøres oprør på dansegulvet i et skær af neonlys og glimmer. Det er hjerteskærende og smukt. Dansen er den tiltrængte udånding efter dagens intense politiske dont, men bærer også præg af at være den eneste måde mange af de smittede overhovedet får vejret til at fortsætte. De fuldkomne technobeats og filmens stærke øjebliksbillede går op i en højere enhed af konstant drama, der ligesom musikkens monotone forløb gør det umuligt at vide, hvornår udsvinget kommer. Og indtil da må de bare danse og ånde.

Fællesskabet i fokus
Robin Campillo træffer et perfekt valg ved at fokusere på ACT UP’s møder og medlemmer. Gruppen emmer af historier om kærlighed, skæbne, sygdom og tab og alle fortællingens tråde virker som naturlige, realistiske bivirkninger af aktivistfællesskabet. Historiens fremdrift eksisterer kun ud fra de gisninger om tidens gang, gruppemøderne lægger op til. Der rider ikke en homofobisk cowboy ind fra venstre og drysser evigt liv udover de parisiske minoritetsaktivister. Modløsheden hos ACT UP er tilbagevendende og i sidste ende altafgørende. Deres kamp forbliver filmen igennem en kamp.

Film om en historisk epidemi må forholde sig til uundgåelige plotpunkter. De aidssyge døde som bekendt. Skildringen af, hvordan de smukke dødelige unge mennesker omsætter deres eksistentielle krise til politisk oprør, er fortalt mesterligt. De intense gruppemøder, hvor det politiske og personlige smelter sammen, er uovertruffent skrevet såvel som udført. Den ene dag arrangeres der heppekor til pride-paraden og opfindes ordspil på ”baghyler”. Den næste råbes der grådkvalt op om styrtdykkende antal TC4-celler. Aids-epidemien er en grim historie, men ’120 slag i minuttet’ er uendelig smuk.