Af Dorte Winkler

I 2009 vandt Slumdog Millionaire en Oscar for bedste film og var en stor publikums- og kritikersucces. Det er derfor med en vis forventning og spænding at Danny Boyles nye film 127 Hours bliver set og modtaget. Danny Boyle kan tydeligvis godt lide en menneskelig historie som er lidt ud over det sædvanlige og 127 Hours er netop baseret på en af den slags virkelige hændelser, som skaber overskrifter, får folk til at tænke ”wow” og som umiddelbart sparker fantasien i gang fra maven og opefter. Kort fortalt drejer det sig om den 26-årige ingeniør Aron Ralston, som i 2003 på tur i nationalparken Canyonlands i Utah sad fast i 127 timer i en smal kløft med sin ene hånd fanget under en massiv sten, inden han traf et afgørende og voldsomt valg for at redde sit eget liv. Det er noget der kan sætte en identifikationsproces i gang, men spørgsmålet er om der så er kød nok på en sådan historie til at bære en hel film.

James Franco (senest set i Howl og den mere mainstream i Spis, Bed, Elsk) spiller Ralston og er en godt bud på en inkarnation af en sorgløs ung ingeniør, som tæsker rundt i nationalparkerne på mountainbike med sit rapelleudstyr, helt høj på egen frihed og manglende commitment til andet end sig selv og de oplevelser han tænder på. Et par piger som Ralston møder på den skæbnesvangre dag, og som deler nogle fornøjelige timer med ham i en undersøisk sø, har spottet ham præcist når den ene siger ”I don’t think we figured in his day at all.” Da uheldet er ude og Ralston sidder fast er det at det interessante i filmen og ved personen Ralston skal materialisere sig – hvordan klarer han det, ikke bare rent praktisk og fysisk, men vel især psykisk. Franco har kameraet på sig det meste af tiden og gør et glimrende stykke arbejde i at vise de mange små nederlag og triumfer sådan en ufrivillig situation består af – men desværre er det som om Danny Boyle ikke har mod på at lade filmen dvæle ved noget særlig længe – så der tys til diverse filmiske gimmicks (herunder brugen af det kamera Ralston har med sig), som udvander den proces Ralston gennemgår hen mod den afgørende beslutning. Filmen er dog smukt fotograferet og har da  magiske øjeblikke, som når solen rammer kløften tidligt om morgenen og giver Ralston 15 minutter med solskin og varme – men pointen med kontrasten mellem nationalparkens stilhed og den ofte oppumpede fotografiske stil, med et mindre overforbrug af split-screens giver ikke helt mening og virker mere som en måde at udfylde tid på af mangel på god historie. Aron Ralston er da heller ikke særligt interessant som menneske, måske fordi han er for ung til rigtig at have noget i bagagen på den front, og defineres dybest set kun af den beslutning som han træffer for at redde sit liv. Det er der ikke særlig meget kød på.

Alligevel er 127 Hours både intens og underholdende i de 90 minutter man sidder fanget ind af historien og James Franco, som er ganske god i rollen, men filmen klarer ikke en efterfølgende refleksion og bliver endvidere en anelse irriterende til slut hvor vi absolut skal se den virkelige Aron Ralston. Der er dog ingen tvivl om at filmen nok skal finde sit publikum, som synes den er alle tiders. Herfra er synspunktet at det kunne være interessant at udsætte Danny Boyle for nogle dogmer og se om han kan levere uden alle sine efterhånden poppede gimmicks.

Som en note kan det siges at Ralston (selvfølgelig) selv skrev en bog om sin oplevelse med den noget mere fængende titel Between a Rock and a Hard Place – et velkendt amerikansk udtryk der er næsten ufatteligt rammende for hans oplevelse. Til sammenligning er 127 Hours en gumpetung titel at udtale, ikke mindst fordi Boyle selv insisterer på at filmen hedder onehundredandtwentyseven hours.