Til trods for en skøn slutning og et generelt højt underholdningsniveau er ’Den franske forbindelse’ en klichéfyldt og forglemmelig omgang.

’Den franske forbindelse’ starter i halvfjerdserne og går vel ind i firserne, før dette over to timer lange drama er overstået. Filmen omhandler Pierre Michel (Jean Dujardin) – en dommer, der ikke helmer, før han har væltet heroin-forbindelsen mellem Tyrkiet, Frankrig og USA. Filmen handler dog i næsten lige så høj grad om den korsikanske gangsterboss, Gaëtan ’Tany’ Zampa (Gilles Lellouche). Vi følger Zampa i sin kamp for at holde forretningen kørende, og filmen forsøger da også at skabe en vis forståelse for ham.

(U)sympatiske skurke

Zampa kan ikke karakteriseres som en god mand. Han har et par børn, og han dræber ikke folk uden grund, men dette gør ikke hans handlinger mindre forfærdelige. Et af ’Den franske forbindelses’ store problemer er, at den ikke kan bestemme sig for, om Zampa skal portrætteres som en sympatisk antihelt eller som en forfærdelig morder. Dette får ham alt i alt til blot at være forglemmelig.

Filmen forsøger at skabe en ’Heat’-lignende forståelse mellem Zampa og Michel, men det kommer aldrig til mere end en enkelt samtale, der ikke går op i andet end at true hinanden. Et forhold, der næsten burde binde de to handlingsforløb sammen, forbliver totalt ubrugt.

Klichéfyldte karakterer

Karaktererne i ’Den franske forbindelse’ reduceres i alt for høj grad til klichéer. Michel karakteriseres meget hurtigt som en sympatisk mand, der tør bevæge sig en smule uden for lovens rammer, som da han i starten af filmen giver en narkoman en smule amfetamin, for at kunne tale med hende. Dette ses imidlertid aldrig som andet end positivt, og Michel får altså aldrig en skyggeside eller personlighedstræk, der kan gøre ham til mere end en film-karakter.

Michels kone (Céline Sallette) skal principielt give historien en vis emotionel dybde. Hun ville (selvfølgelig) ønske, at Michel prioriterede sit arbejde lavere og sin familie højere. Hun er knap så usympatisk som Pacinos kone i ’Heat’, og hun portrætteres af en virkelig dygtig skuespiller. Dette ændrer dog ikke ved, at hendes historie er sådan en gigantisk kliché, at det er svært på nogen måde at være engageret i den.

Underholdende afslutning

Jeg er ekstremt vild med den type slutning, ’Den franske forbindelse’ har. Det er ikke særlig originalt, men for mig hæver det altid en filmoplevelse meget. Slutningen fik mig faktisk til at glemme alt det dårlige i en tid, og jeg huskede i stedet, at det var en ekstremt flot film, at skuespillet var godt, og at den af og til var meget medrivende. Da jeg et par dage senere tænkte på filmen, opdagede jeg dog, at jeg næsten ikke kunne huske noget af den.

Jeg kan ikke afsløre slutningen på filmen, men det er absolut ikke alle, der vil være så vilde med den, at det gør filmen værd at se. ‘Den franske forbindelse’ er klichéfuld, den har nogle kedelige karakterer, og den er alt i alt forglemmelig. Det er dog en underholdende film, og hvis man intet problem har med et lidt fladt thriller-drama, er det en flot film, og den er endda medrivende ved lejlighed.