‘20,000 Days on Earth’ er en fortryllende hyldest til den kreative proces.

En dag i den australske rockmusiker Nick Caves liv. Så enkelt kan handlingen i ‘20,000 Days On Earth’ forklares. Vi følger Cave fra han vågner ved siden af hustruen, til han, badet i fjernsynets umiskendelige blå skær, slutter dagen sammen med sine tvillingedrenge og en pizza. I mellemtiden når han forbi sin psykoanalytiker, til frokost hos vennen og den kreative kompagnon Warren Ellis og forbi The Archive, hvor Caves liv og bedrifter bliver opbevaret og studeret. Den stringente fortælling afbrydes kun af hæsblæsende koncertoptagelser og intime indspilningssessioner.

Et elegant genreeksperiment
Iain Forsyth og Jane Pollard har skabt en film, der i sig selv er et genreeksperiment. Derfor er den blevet kaldt både dokumentar, biopic, drama og alt der imellem. ‘20,000 Days on Earth’ er nemlig ikke en 1:1 gengivelse af Caves liv. Handlingen finder godt nok sted i Caves nuværende hjemby, den nærmest magisk regnfulde og forblæste Brighton, men indholdet er i høj grad tilrettelagt og skrevet (Cave er ovenikøbet selv krediteret som forfatter). Et glimrende eksempel på, hvordan ‘20,000 Days on Earth’ bevæger sig ubesværet rundt i grænselandet mellem fiktion og fakta, er terapisessionen. Psykoanalytikeren Darian Leader er virkelig, men Cave har aldrig før konsulteret ham. Der lå ikke et manus til scenen, men den var opsat.

Filmen tager sig særligt godt ud, når den udfordrer det klassiske dokumentarfilminterview. Den sorte baggrund med den interviewede i halvtotal er så indgroet et scenario, at det er helt overraskende, hvor skønt det rent faktisk er at se den nyfortolket. I ‘20,000 Days on Earth’ belyser venner og kreative medsammensvorne Cave og hans oeuvre fra et bag- eller passagersæde. Det velkendte interviewrum er skiftet ud med en køretur, hvor Cave tilfældigt samler folk op – der synes at forsvinde igen på lige så tilfældig maner.

Et indblik i den skabende proces’ maskinrum
Instruktørparret Forsyth og Pollard har baggrund i kunstverdenen, hvilket manifesterer sig tydeligt i filmens billedside, der er karakteriseret ved en nøje afmålt dvælen ved detaljerne. Lydsiden står Cave selv for, og den både pompøse og porøse musik følger billederne på fineste vis.

Filmens klimaks er en uafbrudt sekvens, hvor indspilningen af det krængende nummer ’Higgs Boson Blues’ følges på tætteste hold. Pladestudiet La Fabrique i Sydfrankrig udgør en yderst veloplagt ramme omkring indspilningssessionen, og tilskueren får et intimt indblik i den kreative proces. Når det forholder sig sådan, at optagelserne i La Fabrique rent faktisk er det, der gav Forsyth og Pollard idéen til filmen, så kan man ikke andet end at glæde sig over den fine sløjfe, der kan bindes, når en kreativ proces kommer til at udgøre udgangssituationen for en anden.

‘20,000 Days on Earth’ er en undersøgelse af, hvad der udgør et menneske, og hvad der gør et kunstværk, og derfor er den interessant for alle og ikke blot fans af Cave.