’Julieta’ er hverken vanvittig eller morsom, men den er dog et hæderligt drama, som både er velspillet og utrolig flot skudt.

Jeg er gennem min korte levetid gået fra at være Almodóvar-hader til at elske Almodóvar! I det øjeblik jeg så hans navn på skærmen, kunne jeg mærke spændingen i hele kroppen. Hvilket vanvittigt, forskruet og grinagtigt plot har han fundet på denne gang. Forventningerne steg kun, da jeg i filmens første minutter så en kvinde i et godt og kærligt forhold med en rolig og god tilværelse smide hele sit liv ud, fordi hun hører hvilken by hendes datter bor i. Hun køber en lejlighed, hun engang har boet i. Hun spørger, om der ligger gamle breve til hende. Hun sætter sig til at skrive sin livshistorie til sin datter.

Så hvilken dramatisk, voldsom og kuleskør historie kan denne mor fortælle den datter, der har fået hende til at opgive livet igen? Tjah, en historie om, at hun mødte sin mand på et tog, og at han måske havde en affære på et tidspunkt. Jeg sad hele filmen igennem og så til mens et helt almindeligt drama udspillede sig for mine øjne. Det var et flot, velspillet og faktisk til tider rørende drama, men jeg sad hele tiden og ventede på, at det gik amok.

Crazy in love

Forventninger kan ødelægge en film, og jeg var absolut påvirket af mit ønske om den sjove, spydige og sindssyge Almodóvar, men jeg synes også, at ’Julieta’ blev ved med at pege i den retning. Der lægges fra starten op til en afsløring, og flere gange undervejs åbner filmen igen og igen for at gå i en mindre almindelig retning. Der er hele tiden en karakter, som følger efter en anden eller endnu en hemmelighed, der ikke er fortalt. Igen og igen kommer skuffelsen over, at der er mere eller mindre rationelle forklaringer på hvordan tingene foregår. I stedet handler ’Julieta’ om forholdsvist almindelige mennesker, der har tendens til at overreagere på livets problemer.

Til trods for, at ’Julieta’ muligvis giver dig gigantiske blue balls, er den dog stadig et udmærket drama. Jeg følte for moren, som giver navn til filmen. Jeg var underholdt gennem hele spilletiden, og jeg savnede ikke som sådan forløsning ved filmens slutning. Almodóvar laver smukke, smukke film og hvert eneste skud har en styrke ved sig, som han er en af de få instruktører, der virker til at få frem med lethed. Farvesymbolikken er så lækker at se på, at det ikke altid gør så meget, at den ikke symboliserer noget specielt interessant. ’Julieta’ er en glimrende film, selvom jeg hellere vil se ’Dårlig uddannelse’ igen.