’Inferno’ er ikke en katastrofe af bibelske proportioner, men nåede til gengæld heller aldrig op på et niveau, der kan betegnes som middelmådigt. Undertegnede vil faktisk påstå, at han mistede flere hjerneceller under filmens 121 minutter end han gjorde på sin sidste druktur.

Inferno er titlen på Dan Browns tredje bog i rækken om den populære, Harvard-uddannede symbolforsker Robert Langdon og hans eventyrske flair for gådeløsning, og ligesom med de to foregående bøger er det den erfarne Ron Howard, som har instrueret filmatiseringen. ’Inferno’ kan ses som en selvstændig film, og det var også derfor, at jeg vovede mig til pressevisningen. Uden hverken at have læst eller set ’Da Vinci Mysteriet’ og ’Engle og Dæmoner’. Ron Howard havde altså her chancen for at give mig blod på tanden. Det mislykkedes totalt.

Kærlighed og katastrofetanker
Filmen følger Robert Langdon, der vågner med hukommelsestab og blændende hovedpine på et hospital i Firenze. Han plages af mareridtssyn af et helvede på jord og må i tilgift døje med at være eftersøgt af WHO. Udover at være forfulgt af en lyssky organisation, der ønsker ham dræbt. Den uventede interesse om hans person – samt årsagen til hans hukommelsestab – er den gåde, som han igennem filmen må løse. Han får hjælp af den unge dr. Sienna Brooks (Felicity Jones), og den dynamiske duo opdager hurtigt et komplot.

Planen er at udrydde halvdelen af jordens befolkning med en farlig virus, der er udviklet af en excentrisk rigmand. Han har på utidig vis udviklet voldsomt fobi for den stigende overbefolkning, og koblet det til et usundt kærlighedsforhold til 1500-tallets italienske mesterdigter, Dante Alighieri. Det hele tager udgangspunkt i bogens skildring af helvede, som har været definerende for kristendommens opfattelse af underverdenen lige siden.

Monotone metervarer
Filmen er pæn nok takket være de historiske kulisser, men den opnår aldrig at være decideret smuk. Det kan man takke den mondæne kameraføring, metervare-soundtracket og den ineffektive computergrafik for. I filmens første 15 minutter er publikum vidne til både selvmord, mordforsøg og helvedes-lignende febervildelser, uden at det på noget tidspunkt føles bare en smule medrivende eller spændende. Karaktererne og deres motivationer er papirstynde.

Det ville helt klart hjælpe, hvis man i forvejen er fan af Tom Hanks’ portræt af Rober Langdon i de foregående film, thi vi ikke får meget tid til at lære ham at kende grundet plottets tempo. Men selv hvis man er inkarneret fan, så vover jeg den påstand, at ingen af de ellers habilt castede biroller kan fremelske nogen særlig form for emotionel investering fra publikum. End ikke Sidse Babett Knudsens rolle som WHO-bosswoman Elizabeth Sinsky, der er følelsesmæssigt tæt forbundet med Robert Langdon, formåede at få mig til at føle andet end irritation og kedsomhed.

Sinsky og Langdorns historiske bånd bliver nemlig blot refereret for publikum i filmens sidste tredjedel, hvilket effektivt spænder ben for vores evne til at have empati med deres følelsesliv på lærredet. Alt i alt får den hastigt dalende interesse for plottets afvikling én på kasketten, desværre for Babetten!

For mange plotpoint giver minuspoint
Med de tynde karakterer og det høje tempo er plottet filmens egentlige drivkraft, og desværre dens ultimative akilleshæl. Med 4-5 plottwists af varierende størrelse udvander man fuldstændig filmens klimaks. Der går simpelthen inflation i de gentagende omvæltninger og afsløringer, hvilket gør slutopgøret decideret antiklimatisk og gabende kedeligt, og netop det får filmen til at gå fra provokerende middelmådighed til decideret dårligdom; de gentagende plottwists virkede til sidst så forcerede og platte, at jeg nærmest råbte af lærredet af ren irritation.

Se den hvis du er decideret fan af de to foregående film, eller hvis du er i familie med Sidse Babett Knudsen. Alle andre bør spare sig skuffelsen.