Dansk film er tilbage med et brag efter et sløjt 2016. ’Underverden’ skriver sig med rå vold og interessante dilemmaer ind som den bedste danske action-thriller i dette årtusinde.

Hvordan har de gjort det? Og hvorfor har ingen gjort det før? De to spørgsmål vil stadig ikke forlade mig, en uge efter jeg så Fenar Ahmads kun anden spillefilm ’Underverden’. Det virker så ligetil. En action-film med knald på virkemidlerne og store eksplosioner, men rodfæstet i det specifikt danske, københavnske miljø. Og præget af en realismetradition, der foreskriver, at handlinger har konsekvenser og viser mennesker som følende, komplekse væsner. Det er en sublim opskrift på relevant underholdning. Så hvorfor har ingen andre gjort det? Måske er det bare ikke så let som Fenar Ahmad får det til at se ud.

Københavns faretruende mørke
Oppe i den hypermoderne, hyperdyre lejlighed i Gemini Residence-bygningen på Islands Brygge finder vi Zaid (Dar Salim) og hans gravide kæreste. Zaid nyder livet som vordende far og karrieren som hjertekirurg kører på skinner. Værre har hans bror Yasin det. Han skylder penge til nogle skumle typer, men Zaid er træt af at skulle redde sin bror og afviser ham et lån. Skyldfølelsen indtræder, men forstærkes i tifold da Yasin kort efter bliver fundet død. Banket ihjel. Den før så retskafne læge besættes af tanken om hævn og finder hurtigt sig selv midt i en spiral af vold og vrede, der tilsyneladende ingen ende vil tage.

Jens Ole McCoy – producerhalvdelen af gruppen ’Ukendt Kunstner’ – intensiverer handlingen med et pumpende og pulserende elektronisk score, der går lige i mellemgulvet og er afgørende for filmens betagende og faretruende stemning. I det hele taget viser ’Underverden’ sig som en særdeles ambitiøs film. De københavnske gader Zaid cruiser rundt i som maskeret hævner, er smukt fotograferede; kun badet i lygtepælenes skær og derfor mystiske og fyldt med hemmeligheder.

Indre og ydre kaos
Billedsiden og det fyldige lydunivers er essentielle for ’Underverden’, hvis historie handler om kaos både på overfladen og i det indre. For nok er der en brændende bil eller to, men det vil være en fejl at stemple filmen som rent actionbrag. Den er i lige så høj grad et drama, der handler om familie, hævn og ikke mindst forholdet til sine rødder.

Fenar Ahmad virker til at være den eneste, der interesserer sig for dilemmaer, man som indvandrer kan støde på – både fra omverdenen og ’ens egne’. Det er befriende at se en film, der er moderne og intelligent i sin undersøgelse af moral og integration. Og så tør den at gå udenom den vanlige danske ironi og vise action og følelser med alvor og store armbevægelser. Fik jeg sagt, at det var befriende?

Et tiltrængt frisk pust
Dar Salim er sublim som benhård hævner i Fenar Ahmads dystre hævndrama, der sætter sig i kroppen og ikke giver slip. Filmen har enkelte svagheder. Den bruger lige lovlig lang tid på at bygge op til finalen og troværdigheden af hovedpersonens bevæggrunde hænger til sidst i en tynd tråd. Men det er småting i det store billede. ’Underverden’ er et særdeles kærkomment frisk pust til dansk film og unik i sin stil, tone og menneskelige perspektiv. Bow down, dansk films nye wonderkid er ankommet – og det med et brag.