Det koloenorme, behårede bæst er tilbage! Kong er mere King end nogensinde før. Større, flottere og flintrende frygtindgydende. Selve filmen halter efter med at følge hans eksempel.

Franchises og tentpolefilm er buzzwords i Hollywood anno 2017. 200 millioner dollar-budgetter er efterhånden reglen snarere end undtagelsen, når filmselskaberne sætter filmserier i søen. En verden skal skabes – et såkaldt cinematic universe – født til at avle talløse filmkid, der (forhåbentlig) resulterer i en dedikeret fanskare og grønne tal på bundlinjen. Disney har Star Wars og Marvel og nu vil Warner Bros. lege med. Deres ’MonsterVerse’ har indtil videre affødt ’Godzilla’ i 2014 og nu brager King Kong så også ind på filmscenen igen. Men har vi virkelig brug for flere film om den royale kæmpeabe?

Tronen i fare
Svaret er nok nej. Men hvad gør det? Det kan stadig tilfredsstille trangen til storslåede, underholdende fortællinger og masser af smadder. Lige netop det er ’Kong: Skull Island’. Det er simpelt som bare pokker. En gruppe af militærfolk, videnskabsmænd og en fotograf sætter kursen mod en førhen ukendt Stillehavsø. Missionen er af videnskabelig karakter, men da Kong viser sit ansigt og ikke mindst sine næver, gælder det mest af alt om at komme væk med skindet i behold. Oberstløjtnanten (Samuel L. Jackson) har imidlertid set sig grundigt sur på aben og øens særlige økosystem gemmer også på andre uhyrer, hvis ønske er at vælte kongen af tronen.

Der er på godt og ondt trukket en skarp skabelon ned over historien. Lige så forudsigeligt det er, lige så effektivt er det fortalt. Karakterer, relationer og baggrund introduceres forfriskende hurtigt. Det er professionel historiefortælling uden svinkeærinder, så vi kan komme hen til den ø så hurtigt som muligt. Og Kong lader heller ikke vente på sig. Sådan. En storfilm, der går til stålet prompte.

Junglen som boksering
De drabelige kampsekvenser mellem menneske og bæst er ren CGI-extravaganza og både underholdende og visuelt imponerende. Rulleteksterne vidner om en bugnende afdeling for visuelle effekter, hvis retfærdiggørelse er tydelig hele filmen igennem. Det er, hvor morbidt det end må lyde, en fryd at se Kong knockoute helikoptere og oplyse junglen i et rødt flammehav.

Ser man bort fra kampene, står det værre til. Af en så svulmende film at være, er ’Kong: Skull Island’ ironisk nok befolket med håbløst flade karakterer. Det er til dels forståeligt i prioriteringen af højt tempo og betagende action, men samtidig uacceptabelt fordi det lader tilskueren i stikken. Hvem skal jeg holde med af disse omvandrende klichéer uden personlighed? Valget må falde på John C. Reilly, der som den eneste har gnist og bløder op for alvoren i rollen som som strandet og forhutlet ø-boer. Han kan dog ikke ene mand redde filmen fra at føles noget tom.

Grandios tomhed
Det stærke cast, der desuden tæller blandt andre Tom Hiddleston og Brie Larson kan ikke gøre meget ved, at ’Kong: Skull Island’ halter i sin karaktertegning og dialog. Med på trods af dette, er det svært ikke at blive revet med af det livagtige spektakel, der folder sig ud på lærredet. Kong er stadig King, men gid hans omgangskreds var udstyret med mere personlighed. Det er underholdende, grandiost og lidt tamt.