Selvironien er stor når Jonah Hill og Channing Tatum igen giver den som umage par i efterfølgeren til ’21 Jump Street’.

Jeg er generelt ikke glad for 2’ere. I langt de fleste tilfælde kan de ikke leve op til den første film og ender som et desperat forsøg på at lave det samme som før bare vildere. Derfor er det altid en fornøjelse, at opleve film der ikke falder i denne stereotypiske kategori. Sådan en film er ’22 Jump Street’.

Hermed ikke sagt at den er et mesterværk, men den formår i det store hele at holde trit med sin forgænger, hvilket slet ikke er så skidt. En rigtig stor årsag til dette, finder vi i forholdet mellem de to hovedroller.

Vi skal gå hånd i hånd
Hvor konstellationen Tatum og Hill første gang var en positiv og uventet overraskelse, er der nu store forventninger til makkerparret. Det virker imidlertid ikke til at være et problem, da de endnu en gang viser, at der er ægte kvalitet i deres samarbejde.

Jenko (Channing Tatum) og Schmidt (Jonah Hill) er nu faste partnere og elsker hinanden som brødre, men da de igen bliver sendt undercover, begynder der så småt at komme sprækker i deres forhold, for måske er de bare for forskellige? På mange måder minder de om et ægtepar, hvilket der også bliver spillet på med flere sjove samtaler, hvor deres følelser for hinanden bliver drøftet. Deres interaktion virker meget naturlig og er, med rette, filmens bærende element.

Same procedure as every year James!
Et andet element der virkelig klæder filmen, er dens selvironiske distance til sig selv. Der bliver gentagne gange gjort grin med, at det er en efterfølger, som når flere af karaktererne gentagne gange siger ”We’re gonna do the exact same thing as last time”.

Og det gør de så. Denne gang skal Jenko og Schmidt i college, og igen bliver det en prøvelse for dem selv og deres forhold. Filmen lægger ikke skjul på sit forholdsvis latterlige udgangspunkt og vender det til en styrke ved også at gøre grin med efterfølgere generelt. Samtidig er filmen en parodi på 80’ernes politiaction-serier, og det er tydeligt, at intet skal tages alvorligt (hvilket især bliver udtalt under rulleteksterne).

Same, same but different
Alligevel formår ’22 Jump Street’ at blive sin egen film. Ikke kun gennem ironien og den obligatorisk tilførte action, men også, og måske i særlig grad, gennem Tatums og Hills præstationer. De tager deres forhold til det næste niveau og viser, at de er et par, der kan stå distancen. Det er ikke filmkunst af højeste karat, og den når ikke helt op på siden af sin forgænger. Til gengæld er den stadig sjov, skør og underholdende – og af en 2’er at være er det slet ikke så ringe endda.