3 film i 2021, som vi glæder os til – nordisk version

Copyright: SF Studios

Stærke forfatterinder, farlige møder, elite-gastronomi og smukke filmiske rum er kerneingredienserne i disse tre kommende film. De varme og ekspressive filmiske anbefalinger skaber et glædesfuldt lys i en ellers så dunkel tid.

Nosferatu gør status på film- og serieåret, der gik. Denne gang kigger skribent Christina Munk ud i fremtiden, når hun fremhæver 3 film, hun glæder sig til at se i 2021.

1) Smagen af sult – Sensuel kærlighed og mad

Da jeg så forfilmen til ’Smagen af sult’, tændte et håb sig i mig. Er instruktør Christoffer Boe vendt tilbage til sit udgangspunkt? For det virkede desværre som om, han filmisk var faret vild med de ujævne ’Spies og Glistrup’ og filmatiseringen af Jussi Adler Olsens ’Journal 64’.

Men hvem er den Christoffer Boe, jeg savner? Det er ham, der intenst kan beskrive kærlighedens svimlende og turbulente kraft, som han gjorde i ’Allegro’ og ’Reconstruction’. Ham, der insisterer på at det fysiske rum ikke bare er luft og plads, men giver det en selvstændig rolle. Han lader det med skønhed og mystik.

I ’Smagen af sult’ kredser Christoffer Boe om den altopslugende romantiske kærlighed mellem Maggie (Katrine Greis-Rosenthal) og Carsten (Nikolaj Coster-Waldau) og de skår, der går i deres lykke under jagten på, at deres restaurant skal opnå den højeste gastronomiske stjerne: Michelinstjernen.

Forventet premiere er den 25. februar.

https://www.youtube.com/watch?v=YgyLS0fsF38&t=7s

 

2) Tove – Da en kunstner skulle finde sin egen sti

Snart kommer en biografisk fortælling om den finske forfatter, tegner og billedkunstner Tove Jansson. Hende kender du nok mest for at være moder til Mumitroldenes univers.

Lykkeligvis har man valgt at fokusere på en femtenårig periode af forfatterindens liv, som strækker sig fra anden verdenskrig til midten af halvtredserne. Det åbner for at stille skarpt på ikke så kendte, men inspirerende aspekter af hende.

For eksempel hendes kamp for at blive anerkendt som kunstmaler, hendes første forelskelse og kærlighedsforhold med en kvinde, som hun levede ud, på trods af det på den tid var kriminelt. Fortællingen kredser selvfølgelig også om, hvordan hun skabte Mumitroldene.

Filmen er valgt som dette års Oscar-kandidat fra Finland.

Forventet premiere er den 1. april.

 

3) Pagten – Da kontakten mellem et litterært ikon og en ung digter slog gnister

’Pagten’ er den skæbnesvangre beretning om forfatterinden Karen Blixen og den unge digter Thorkild Bjørnvigs møde og de uudgrundelige konsekvenser, der udsprang af den fatale pagt, de indgik.

Filmen har afsæt i Thorkild Bjørnvigs eget erindringsværk ’Pagten’ fra 1974.

Bille August er med sin skarpe og følsomme fornemmelse for menneskelige relationer den perfekte til at instruere denne dramatiske historie. Manuskriptet har han skrevet sammen med Christian Torpe, som forfattede historien til hans tidligere mesterværk ’Stille hjerte’. Mon ikke de to kan skabe endnu et filmmirakel?

Birthe Neumann skal portrættere Karen Blixen og Simon Bennebjerg, som i øjeblikket kan opleves i DR3-serien ’Lover’ bringer liv til forfatteren Thorkild Bjørnvig.

Forventet premiere er den 15. april.