Nattevagten der blev hele verdens Jaime Lannister er vendt hjem til Danmark. Resultatet er et glimtvis nervepirrende døgn på et hotelværelse med tre ligegyldige politifolk og en spidstunget Birgitte Hjort Sørensen.
En mand med en sæk over hovedet føres ind på et mahognibelagt hotelværelse i udkanten af København. To tumpede politibetjente og deres kvindelige chefbetjent gør ham selskab. Da sækken fjernes, blændes vi af den sexede sprængstofekspert Mikael. Han har stjålet 60 millioner sammen med den serbiske mafia, men er villig til at lave en underbordsaftale med de tre betjente. Han beder om tre ting og tilvejebringelsen af disse bliver en kaskade af følelser og konflikt.
Ikke meget bad-boy over manuskriptet
Camilla er en af tingene, og hun fortjener mere spalteplads end de to andre ting (en kasse, og en krydret indisk kyllingeret). Fortørnet smækker hun Mikael en, da hun bliver ført ind på det skæbnesvangre hotelværelse. Sidst hun så ham, var han nemlig på vej ud efter aftensmad, men kom aldrig tilbage. Man forstår at hun er sur. Man forstår hvorfor hun slår ham. For man har set det mange gange før. At der så ikke går længe inden han får snakket hende helt varm i skødet er heller ikke så overraskende.
Det er sådan set ikke Birgitte Hjort Sørensens skyld. Hun er glimrende til at spille bittersød og rapkæftet. Det har hun prøvet før i både Borgen og Anja og Viktor 4 & 5. Camilla-karakteren virker heller ikke som forsøget på en nyskabende kvindefigur. Ligesom Coster-Waldaus Mikael heller ikke skal være mere kompleks end hvilken som helst anden bad boy i hvilken som helst anden thriller.
Karaktererne er mere praktiske end medrivende. Men det har en pris at spille sikkert. Når filmens skabere insisterer i en sådan grad på, at holde sig inden for linjerne får man et discountbolsje af en film. Det smager godt mens man sutter på det, men det er glemt når spytenzymerne har gjort deres arbejde.
En fugl på ryggen og ti på taget
Af og til gøres der ophold fra det lille hotelværelse, og der klippes til sorte fugle i brutalistiske omgivelser. Man skal være godt dum for ikke at fange at det betyder et eller andet, men man må væbne sig med tålmodighed. Ovenpå skal der forsones, gennemrodes kasse og spises kylling før der kan ske noget tilnærmelsesvis crazy. Kontrasten mellem sniksnak om kærlighed og hyggemiddag på hotelværelset og de stiliserede fuglesekvenser bliver for stor til, at det ikke virker fortænkt. Men effekten fejler ikke noget.
‘3 ting’ kommer i mål som en letfordøjelig thriller. Hvis man kan lide spænding, kammerspil eller altid har tænkt, at Nikolaj Coster-Waldau ville se endnu lækrere ud med en overdimensioneret fugl tatoveret på ryggen, vil de 90 minutter i mørket ingenlunde være spildt.