I 25 år har vi måtte vente på fortsættelsen af den ikoniske tv-serie, som mesteren af dansk film nu heldigvis skælmsk har gjort færdig. Det unikke univers er genskabt næsten til perfektion, men det gysende kommer lidt sent ind i fortællingen.

Anmeldelsen er skrevet på baggrund af to ud af i alt fem afsnit

En taxa stopper på Rigshospitalets parkeringsplads. En mager kvinde stiger ud. Hendes lange grå hår er bundet i en stram hestehale og klæber til hendes blege ansigt. Hun bærer en kåbe i lyseblå og grå toner. Om hendes hals hænger en klokke i en snor, så hun ikke støder ind i andre, når hun går i søvne, hvilket hun gør nu. Hendes grå ydre og blege ansigt får hende til at ligne et spøgelse.

Søvngængeren Karen (Bodil Jørgensen) har for nyligt set de to første sæsoner af ’Riget’ på dvd. Hun havde efterfølgende et mareridt, der fortalte at ”Riget stadig ikke er rask endnu”. Karen føler sig kaldet til at hjælpe med at helbrede det store hospital for til jul skal ånderne føres ud af Rigets port. Og det er første søndag i advent, så hun har travlt.

Legende skuespillere mødes og magi opstår
At skulle anmelde en tv-serie, når man kun har set en del af den er yderst frustrerende. Jeg har kun haft adgang til to ud af fem afsnit. Det er som at skulle vurdere et maleri, man kun kan se en halvdelen af.

Men en vinkel er at se på om serien lykkes med at få skabt en vellykket begyndelse, som giver en lyst til at se videre.

De skæve og absurde indfald de første to sæsoner emmede af, er de to nye afsnit heldigvis yderst generøs med. Hvis jeg skulle nævne dem alle blev anmeldelsen på mindst ti sider.

Nogle af de dygtigste og mest anerkendte skuespillere fra Danmark og Sverige medvirker i den nye sæson, og de spiller alle med en smittende legende energi. Det er som at se børn, der er dybt optagede af en leg og har glemt alt omkring dem. Når de geniale, grænseoverskridende og gakkede påhit smelter sammen med skuespillernes sprudlende energi, opstår der noget magisk. 

Særligt Lars Mikkelsen som professor Pontoppidan og Mikael Persbrandt som Helmer Junior er sublime.

En pose mellemfine ærter som hovedpude
Professor Pontoppidan er afdelingsleder på Neurokirurgisk, som handlingen især kredser om. Han er sygeligt konfliktsky og meget naiv. Lægen har fundet på ”De åbne døres gennemgribendes politik” som i praksis betyder at man ikke må låse dørene på afdelingen. Men hans egen dør er udstyret med hele tre låse og en dørspion. Professorens nervøse sind gør, at han ofte må trække sig tilbage og restituere på sofaen i sit kontor, hvor han hviler sit hoved på en pose frosne mellemfine ærter. Det er meget vigtigt, at de er mellemfine.

Helmer Junior er afdelingens nye svenske overlæge. Han er søn af den afdøde overlæge Stig Helmer (Ernst-Hugo Järegård), som styrede på sin helt egen krakilske facon i første og anden sæson, med et stærkt had til Danmark og en brændende kærlighed til Sverige. Helmer Juniors kollegaer forsøger konstant at bringe ham ud af fatning, mest grumt ved hans første morgenmøde, hvor han bliver udfordret til en kulturel druk-kappestrid, der ender med, at han bliver sanseløst beruset.

I kælderen finder Helmer Junior den lindring og støtte han så hårdt har brug for. Her holder gruppen ”Swedish Anonymous” til. Den består af de svenskere der arbejder på hospitalet, men savner deres hjemland. ”Er i virkelig alle sammen svenske” udbryder Helmer så rørt at han får tårer i øjnene og et meget stort smil breder sig i hans ansigt. Han fortæller at han er på hospitalet ”For selv at opleve det land, den nation, der gjorde min far sindssyg”. Forskellene mellem Danmark og Sverige er stadig et tema der udforskes, ligesom i de to forrige sæsoner.

”Velforberedt på at tage det gode med det onde”
De to første sæsoner af serien var en perfekt blanding af genial, gakket komik, satire og en gysende uhyggelig, okkult gåde. Alle elementerne passede perfekt sammen i én historie. Ligeså ubesværet sat sammen, som brikker i et puslespil.

I den nye sæson er der lykkeligvis alle de samme elementer, men i en rum tid savnede jeg uhyggen og gyset. Heldigvis dukkede begge dele op i den sidste halvdel af andet afsnit og da rulleteksterne dukkede op i anden episode føltes tanken om at måtte vente flere uger på tredje afsnit som tortur og det gør det stadig. For jeg er som Lars von Trier selv ytrer imens rulleteksterne ruller, ”Velberedt på at tage det gode med det onde”. For det er i sandhed en fryd at være tilbage i ’Rigets’ syrede og kløgtige univers igen.