Af Gry Bak Jensen

Er det acceptabelt at lave en komedie om terrorisme i London? En film med en flok politisk og religiøst forvirrede og inkompetente selvmordsbombere i hovedrollen? Efter en række hjernevridninger, krumspring og et større latterudbrud, er svaret blevet et ja!

For Four Lions, er til tider rigtigt sjov. Men måske sidder man specielt som dansker med en vis Muhammed-tegning i baghovedet, der hele tiden prikker til ens samvittighed og spørger, er det nu okay? Er det nu okay? Eller også er det bare forvirrende for folk som undertegnede. Os der ikke mener at ytringsfriheden handler om retten til at fornærme alle på sin vej, blot fordi man kan. Og der skal ikke herske tvivl om, at din anmelder er af den politisk korrekte skole, der straks krummer tæer når muslimer og terrorisme sidestilles og generaliseringer skygger for nuancerne. Men instruktøren Chris Morris er klogere end som så.

Chris Morris er en erfaren mand inden for britisk satire og nogle af jer vil måske kende ham som den selvfede chef i IT-Crowd. Men denne gang har Chris Morris kastet sig over et langt mere kontroversielt emne. Og han slipper til og med ret godt fra det.

Four Lions handler ironisk nok om ikke fire, men om fem aspirerende selvmordbombere. De er mere drengerøve end religiøse, og årsagen til deres selvmordsmissionen skal findes i et barnligt ønske om, at bevise noget overfor de virkeligt ortodokse muslimer – det gælder i hvert fald for vores hovedperson, Omar. For hans mindre begavede fæller skyldes det mere lemmingeeffekten: Hvis de andre gør det, så gør jeg det også! Og for alle fem skal årsagen findes i deres fuldstændige mangel på at forstå sammenhængen mellem konsekvens og handling.

Et par eksempler på deres dårskab, er f.eks. når konvertitten Barry, foreslår den lokale moske som terrormål, med den begrundelse, at ingen kan forestille sig at det er muslimer selv, der står bag. Og derfor er hans logiske slutning, at aktionen vil aktivere alle verdens muslimer i et hævntogt mod den vestlige verden. Lidt senere ser vi Barry optage sin afskedsvideo, hvor han af ren og skær forfængelighed ikke kan lade være med at tage hele æren for moskebombningen. Det bliver ikke bedre, da den blæste Waj begejstret foreslår internettet som terrormål. Eller når den enfoldige Faisal køber alle ingredienserne til bombeblandingen i den samme butik, blot forklædt af forskellige stemmer, der lyder mistænkeligt ens.

Der er mange scener som disse. Og langt hen af vejen er humoren så plat at det nærmer sig det åndssvage. Og alligevel løfter filmen sig over mængden. Filmen formår at placerer sig et sted mellem en naiv ufarlighed og politisk skarphed, der føles som helt nyt territorium – og det er absolut interessant.

Chris Morris har foretaget en grundig research i forbindelse med filmen. Hans erfaring har vist, at der ligger mange andre parametre til grund for selvmordsterrorisme, end direkte religiøs fanatisme. Terrorcellerne er ofte bare tilfældige grupper af drengerøve, der styres af indbyrdes konkurrence, gruppedynamik og våbenfascination, i lige så høj grad som de styres af egentlig religiøsitet.

Denne erfaring har Chris Morris omsat til årets måske mest absurde og kontroversielle film. Og for det skal han have ros. Det er opkvikkende og lidt nervepirrende at opleve resultatet. Og når det hele sprænger i luften til sidst, er det gjort med en beundringsværdig flair for visuel komik. Og det bliver ikke mindre absurd eller sjovt, af at det afdankede Toploader hit, Dancing in the Moonlight spiller en fremtrædende rolle på filmens soundtrack.

4 ud af 6 stjerner.