’65’ har en solid præmis og en veloplagt skuespiller i hovedrollen, men historiens formidling viser kun glimt af det potentiale som folkene bag kameraet besidder.

Instruktør- og forfatterparret Scott Beck og Bryan Woods bevæger sig væk fra gysergenren (hvor de, sammen, blandt andet har skrevet manuskriptet til ’A Quiet Place’ fra 2018 og skrevet/instrueret ’Haunt’ fra 2019) og bevæger sig i stedet over i sci-fi genren med ’65’.

Filmen foregår 65 millioner år tilbage i tiden hvor en art, fuldstændig tilsvarende mennesket, lever i et meget teknologisk avanceret samfund i en anden galakse.

Folket og samfundet bliver stort set ikke udforsket eller nuanceret for os, og det virker i det hele taget lidt fantasiløst. Det er dog ikke noget som filmen lever eller dør på, da det blot er filmskabernes undskyldning for at placere mennesker på planeten Jorden for 65 millioner år siden.

Filmen handler nemlig om astronauten Mills (Adam Driver). Hans datter Nevine (Chloe Coleman) er dødeligt syg, så han tager på en ekspedition i rummet, hvor lønnen skal finansiere en behandling der potentielt kan kurere hende.

På ekspeditionen styrter hans skib dog ned på netop planeten Jorden der er dækket af dinosaurer og andre farer. Her må Mills samarbejde med Koa (Ariana Greenblatt) om at finde en måde at overleve og slippe væk fra den farlige planet. Hun er en pige på Nevines alder der, ligesom Mills, savner sin familie.

Far/datter-fortælling uden betydelig vægt

Det bliver meget hurtigt tydeligt at filmens sjæl skal findes i båndet som de to bærende karakterer knytter undervejs. En præmis der placerer filmen i den meget aktuelle kategori af sci-fi-film som centrerer om en far/datter relation mellem to fortabte sjæle.

Præmissen gør det også svært for filmen at undgå sammenligninger med de mere jordnære sci-fi værker der mestrer den karakterdynamik. James Mangolds formidable film ’Logan’ fra 2017 og Naughty Dogs fantastiske videospilsfortælling ’The Last of Us’ fra 2013 (der lige nu tryllebinder folk hele verden over som serie på HBO) udgør et fint selskab som ’65’ dog også blegner fuldstændig i.

Selvom Driver spiller godt og Greenblatt også gør det hæderligt så er styrken i filmens emotionelle kerne nemlig ret begrænset.

Det skyldes sjusket struktur og hektisk tempo i fortællingen, som man især kan bebrejde filmens klipning for. Filmen har nemlig en virkelig kedelig tendens til at klippe væk fra indstillinger inden de kan nå at etablere substantiel vægt til dramaet eller effektiv spænding til action-aspektet. Noget der gang på gang trækker momentum ud af fortællingen.

Overbevisende fare

Selvom klipningen hæmmer flere dele af filmen gevaldigt, så er der også stykker hvor det hele hænger godt sammen på et teknisk plan, når instruktørerne tør hvile i sine indstillinger. Det skinner især igennem i flere omgange af filmens anden halvdel, hvor fortællingen også bliver lidt skarpere.

Instruktørerne viser deres potentiale i scener der også afslører makkerparrets baggrund som gyserinstruktører. Her får de kameraføring, lyssætning og lydkomposition til at gå op i en højere enhed der resulterer i effektive, uhyggelige spændingssekvenser.

Det er netop den del af det rent filmtekniske i ’65’ der udgør filmens største styrke: Miljøets overbevisende fare.

Det vilde jungleagtige miljø, som vi navigerer os igennem med Mills og Koa, er spækket med ganske fint animerede dinosaurer, som inkorporeres med sans for spænding og uhygge. Det er med til at give en overbevisende fornemmelse af, at fare lurer om hvert hjørne. Netop den fare udspringer filmens bedste gys, spænding og action af.

Til tider går de gyserentusiastiske instruktørers brug af jump scares dog over gevind, hvilket resulterer i at et par af dem virker unødvendige og forcerede. Det føles igen lidt sjusket, og det er nok filmens store problem. Kvaliteten kommer og går.

’65’ har stærke dele, men der sjuskes igennem for meget af filmen, både med henblik på fortælling og det filmtekniske. I de dele må Adam Driver forsøge at bære det hele på sine skuldre, men det er en utaknemmelig opgave.

Det svingende slutprodukt vidner om at Beck og Woods har et potentiale som ikke indfries i ’65’. Filmen minder lidt om den uinspirerede opgave som læreren får afleveret fra den kvikke, men dovne elev der først går i gang aftenen før den skal afleveres.