Af Kasper Vegeberg
I 2006 stiftede vi bekendtskab med kejserpingvinen Mumle, hvis glade stepfødder charmerede hele verden og hjalp til at hive en Oscar hjem til Happy Feet. Det var selvfølgelig uundgåeligt, at der ville komme en opfølger. Det er nu sket med Happy Feet 2, og denne gang er fokus drejet en del væk fra pingvinstep og hen i retning af noget, der kan være svært som publikum at lokalisere.
Vi starter med at blive introduceret til en problematik, som en genert og klodset skribent sagtens kan forholde sig til: pingvinen Mumles lille søn, Erik, er bange for at danse, selvom alle andre gør det. I protest stikker han af hjemmefra i selskab med et par andre unge pingviner. Og da Mumle er draget ud for at lede efter dem, knækkes der en stor klump af den arktiske is, der indespærrer hele flokken af de resterende kejserpingviner, som Mumle og børnene nu må redde.
Det fokale problem opstår bl.a., når vi starter med at følge Eriks kamp om at føle sig som en del af flokken, og løsningen herpå glemmes, fordi det pludselig handler om en flok indespærrede fugle. Den sidstnævnte handling optager det meste af filmen og fungerer åbenlyst som en allegori for et par velkendte pointer: vi må være bedre mod Moder Jord, vi må stå sammen for at trække det store læs, man kan ikke redde verden alene, selv den mindste skabning kan hjælpe med at gøre en forskel, osv.
Budskabet er jo i og for sig fint, men i dets enkle tildækning af faktisk at have en handling, vil de fleste børn slet ikke fange det, og de voksne kan så sidde tilbage og blive irritable over at få banket det i hovederne igen og igen.
Filmen har også et subplot om to krebsdyr – aldeles irrelevant for resten af filmen – der forlader deres flok for at udforske verden på egen hånd. Kortvarigt forekommer dette at fungere som en hyldest til individet, men straks begynder det at fremgå, at krebsdyrene har brug for deres flok for at fungere i den store verden, og først når de finder tilbage til flokken, kan de begynde at ændre deres omgivelser til det bedre. Altså samme symbolske morale som hovedplottet skyder efter os, og som ender med at optage over halvdelen af fortællingen.
Men filmen har også gode ting at byde på. Animationerne er både bedårende og flotte, og det gælder ikke kun karakterene, men også hele det arktiske landskab, som i visse storladne øjeblikke meget passende kan give kuldegysninger, når det akkompagneres af et flot soundtrack. Desuden er nogle af de mindre karakterer og fortællingens små forgreninger velfortalte, indtil pointerne med dem glemmes til fordel for at piske os med pædagogiske økomoraler.
Og så vil jeg glæde mig til chancen for at se den på originalsproget, hvor både Hugo Weaving, Elijah Wood, Brad Pitt, Matt Damon og Robin Williams er at finde på rollelisten.
Happy Feet 2 er en sød film, der sikkert er lavet i bedste mening. Men historien er kedelig og ikke synderligt relaterbar, og man sidder som voksen og føler sig talt ned til af den åbenlyse symbolik, der repræsenterer et budskab, som vi er vant til fra mange andre steder, og som børnene alligevel ikke kan fange.
