Her der og alle vegne. Pilou Askbæk er endnu engang tilbage i de danske biografer – denne gang som sekondløjtnant Sand, der som cykelsoldat skal holde tyskerne beskæftigede til forstærkningerne (muligvis) ankommer.
Vi kender alle historien, eller burde kende den. Danmark blev for snart 75 år siden besat af den tyske værnemagt som en led i det tredjeriges plan om at anneksere Norge. Det har aldrig været til diskussion, at kamphandlingerne var meget få og fattige, men kamphandlingerne kostede alligevel 13 danske soldater livet og 3 grænsegendarmers liv. ’9. april’ tager sit udgangspunkt dagen forinden den tyske overskridelse af den danske grænse, hvor Sekondløjtnant Sand (Pilou Askbæk) ankommer til en sønderjysk cykeldeling, som han skal lede. Der har på det seneste været meget tysk aktivitet omkring grænsen, og soldaterne er da også på en mindre øvelse for at styrke deres evner med et gevær. Tidlig morgen d. 9. april bliver hele Danmarks frygt til virkelighed, da den tyske værnemagt ruller ind over grænsen. Det tidligere neutrale Danmark er nu i krig, og cykelbataljonen skal naturligvis op på den store klinge og forsvare fædrelandet. Men hvordan skal et spinkelt forsvar beskytte Danmark mod den voldsomme militære overmagt, det møder ved grænsen? Det er nu op til Sekondløjnant Sand at vælge i mellem den heroiske nyttesløse kamp mod overmagten eller den ydmygende livsforlængende overgivelse.
Flot udramatisk drama
Umiddelbart synes kamphandlingerne d. 9. april ikke at være noget særligt interessant udgangspunkt for en dansk krigsfilm, alligevel formår instruktør Roni Ezra og manusforfatter Tobias Lindholm at gøre handlingerne interessante ved kun at fokusere på de menige soldaters kamp i Sønderjylland. Desværre er historien en anelse tynd, og cykeldelingens første træfninger synes hurtigst håbløse, og man forstår ærligt talt ikke, hvorfor de ikke overgiver sig med det samme og sikrer deres liv. Selvom det er interessant med den menige soldats vinkel, mangler der drama på højere plan. Begivenhederne på den ”skæbnesvangre” dag var kaotiske, men dette føler man ikke under filmen. Manglen på kommunikation i mellem styrkerne, forsvarsstaben og København bliver italesat, men der savnes et større kaos, der river en ind i dramaet.
Man kommer ikke udenom, at ’9. april’ er en flot film, billede- og effektsiden er tydeligvis præget af en høj ambition om at gøre handlingerne så realistiske og tidssvarende som muligt. Kunne man tage en tidsmaskine til april 1940, var det meget vel skildringen i ’9. april’, man ville møde. Kun officererne går med armbåndsur, korrekte uniformer og tale er med til at bortføre en til en ellers svunden tid.
Lyspunkter
For mig var der fire lyspunkter ved ’9. april’. Pilou Askbæk gør et fremragende stykke arbejde i rollen som Sekondløjtnant Sand, der løbende må evaluere situationen og træffe valg uden om sine forestående befalingsmænd. Ligeledes er det skønt at se Joachim Fjeldstrup i en mindre birolle som Sergent Bundgaard, der hurtigt indser, at dette er en tabt kamp, og det nu handler om at redde soldaternes liv i en tilbagetrækning. Den historiske korrekthed har jeg tidligere vendt, men Roni Ezras tidsmaskine virker og sender en tilbage til 1940. Sidst men ikke mindst, så formår ’9. april’ at vise, hvad der muligvis er sket; der er ikke nogen myteopbyggende tilgang til begivenhederne på dagen og heller ikke nogen kritisk tilgang til generalstaben og regeringens beslutninger.
’9. april’ er dog desværre ikke en biografoplevelse, der sidder længe i en, hvilket blandt andet skyldes det persongalleri, der forsøges opbygget i løbet af filmen. Der er for mange soldater, med for mange navne (efternavn, bykaldenavn og militær ID nr.) og for meget lighed imellem dem i de store klodsede danske uniformer.
Selvom ’9. april’ ikke vil gå over i historien som en af de bedste skildringer af dansk historie, er den dog forsat en biograftur værd. Tidsmaskinen virker, og det er jo altid skønt at vide en anelse mere om sit land, også selvom det foregik for 75 år siden og var en komplet håbløs kamp.