Hvor langt vil et menneske gå for at beskytte sin familie? Med afsæt i en almindelig families liv, fortæller instruktør Ramin Bahrani en hjerteskærende, men forudsigelig, fortælling om den økonomiske krises voldsomme konsekvenser.

To minutter. Som i 120 sekunder. Det er den tid de får, og så har ejendomsmægleren også været sød. Farmor, far og søn må skynde sig at hente bamser, tøj og brødrister, inden de bliver smidt ud af deres hjem gennem generationer.

I pagt med djævlen
Det er under sådanne dramatiske omstændigheder, at ’99 Homes’ viser os, hvor nådesløst krisen ramte helt almindelige mennesker. Og det er i sandhed dybt rørende at overvære Dennis Nash (Andrew Garfield), hans mor Lynn (Laura Dern) og hans søn Connor (Noah Lomax) blive bedt om at træde helt ud på fortovet foran det hus, de for ti minutter siden stadig var i besiddelse af.

Hvad gør man så? Panikken ulmer i den lille familie, hvor faren Dennis, efter forgæves at have søgt arbejde overalt, ender i kløerne på selvsamme ejendomsmægler som smed dem ud. Rick Carver (Michael Shannon) hedder manden, der på kynisk vis udnytter systemet til at blive rig ved at opkøbe de huse, hvis beboere han smider på gaden.

Frustreret Garfield bedre end nogensinde før
’99 Homes’ excellerer i at skildre de enorme moralske skrupler, som filmens hovedperson bakser med. Andrew Garfield giver sin karrieres hidtil bedste præstation som den pressede far, der bliver nødt til at gå på kompromis med alle sine værdier i kampen for at forsørge sin familie. Særligt en af filmens sidste scener, hvor Nash skal smide en bekendt ud af sit hus, er fortalt og spillet med så knugende en intensitet, at jeg lige måtte kigge rundt og sikre mig, at ingen så hånden, der blev ført op til øjet.

Næsten lige så forrygende er Michael Shannon, når han med sin karakteristiske nasale stemme kommanderer, manipulerer og snyder sig til rigdom på et korrumperet ejendomsmarked. Det er i mødet mellem de to mænd, der nærmest er hinandens modsætninger, at filmens udtalte kritik af det kapitalistiske samfund ligger. Her er det den rigeste ene procent, der på nådesløs vis udnytter de resterende 99.

En forudsigelig omgang
Det er den amerikanske instruktør Ramin Bahrani der, efter vellykkede persondramaer som ’Chop Shop’ og ’Goodbye Solo’, har kastet sig over både at skrive, instruere, klippe og producere ’99 Homes’. Det må siges at være mange bolde at holde i luften på en gang, og måske har det i sidste ende været en lidt for omfattende opgave. Bahrani formår nemlig ikke at styre ’99 Homes’ i nogen synderlig nyskabende retning.

Særligt historien lider under at være alt for forudsigelig og efter godt 30 minutter har man stort set gættet, hvordan resten af filmen kommer til at forløbe. Temaer som grådighed og dobbeltmoral bliver vist på en måde, som er set alt for mange gange før, og det er rigtig ærgerligt, da det får filmen til at fremstå mindre frisk og mere skabelonagtig.

Den næste store instruktør… eller hvad?
Den legendariske filmkritiker Roger Ebert har i en artikel kaldt Ramin Bahrani for USA’s næste mesterinstruktør. Dette prædikat føles ikke helt indfriet med ’99 Homes’, som ellers er et medrivende thriller-drama. De blændende skuespilpræstationer skildrer mødet mellem intrigante skikkelser og almindelige borgere og giver stof til en hårdtslående systemkritik. Jeg forlod dog biografen med følelsen af, at jeg havde set det meste før.