Med en række fornemme filmpriser i bagagen omhandler instruktør Joseph Cedars Footnote en videnskabelig fejde mellem far og søn. Forskellige som dag og nat jagter de begge anerkendelsen for deres arbejde, og da undervisningsministeriet ved en fejl indstiller den ene til en af landets fornemmeste titler frem for den anden har vi balladen.

Film fra Mellemøsten er en sjælden gæst i de danske biografer og når det sker, er det ofte på grund af succes på diverse filmfestivaler som Berlin og Cannes. Dette er også tilfældet med israelske Footnote, der vandt hele ni priser i hjemlandet, fik for bedste manuskript ved filmfestivalen i Cannes, udover en nominering for bedste film der, samt ved oscaruddelingerne i år. Pudsigt nok handler filmen netop om hvad professionel anderkendelse og ikke mindst mangel på samme kan gøre ved mennesker. Dette tema slår filmen an fra start ved at vise den aldrende Talmud forsker Eliezer Schkolnik mens han overværer sin søn Uriel, der også er videnskabsmand, få overrakt en pris. I stedet for at følge sønnens vej op til podiet og den efterfølgende takketale holder kameraet sig til faren og hans diskrete ubehag og irritation ved situationen.

[font] begsort satire grænsende til det absurde[/font]

Efter denne præsentation af vores hovedperson og hans familie skifter filmen tempo, da vi i en række klip serveres højde- og nøglepunkterne i henholdsvis faderen og sønnens liv. Vi får forklaringen på Eliezers forsmåede vrede, der skyldes forbigåelse fra det videnskabelige miljø på nær en enkelt gang, hvor en berømt forsker nævner ham i en fodnote. Omvendt har sønnen Uriel hele sit liv jagtet faderens anerkendelse og ironisk nok kun fået den i den akademiske verden. Således er forholdet mellem far og søn ret anstrengt, og det bliver bestemt ikke bedre, da faderen en dag får besked på, at han har vundet den prestigefyldte Israel prisen(der lidt som Nobel prisen gives i fire kategorier; humaniora, naturvidenskab, kultur samt særlige bedrifter i staten Israels tjeneste) for sit arbejde. Her skifter filmen modigt nok fokus fra Eliezer til sønnen og hans reaktion på faderens uvante hæder. En hæder han, som med alt der omhandler hans far, har det svært med. Lettere bliver det ikke, da han på Kafkas vis indbydes til et hastemøde i nomineringskomiteen til en samtale om en yderst beklagelig fejl. Det var nemlig ham selv og ikke faderen, der skulle have modtaget nomineringen og den efterfølgende pris.

Footnote er noget så usædvanligt som en film om videnskabelige intriger tilsat familiedrama og en begsort satire grænsende til det absurde. At instruktøren Joseph Cedar kender til det videnskabelige miljø(han har selv en uddannelse i filosofi og teaterhistorie fra Hebrew university i Jerusalem) er man ikke et sekund i tvivl om. Samtidig er hans filmiske evner tydeligt tilstede, som ved den ovenfornævnte prisoverrækkelse, personkarakteristikken af hovedpersonerne samt ved den absurde men morsomme scene, hvor Uriel og nomineringskomiteen højrøstet diskuterer i et kontor på størrelse med et arkivskab.

Til trods for filmens til tider unikke kombination af Bergmansk familiedrama og Kafkaske absurditeter, mister filmen flere gange undervejs tempo i sit forsøg på at beskrive detaljerne i de to hovedpersoners familieliv. Detaljer som hver for sig siger meget om karakternes menneskelige fejl, men som samlet set til sidst gør det svært at have sympati endsige medfølende interesse og engagement. Footnote ender som en følelseskold beskrivelse af, hvad der kunne have været et varmblodigt familiedrama og samfundskritik af meritokratiets slagside.