I 1965’s ubekymrede sommer, på New Englands rolige østkyst, ligger en fraktion af det nationale khakispejderkorps, Camp Ivanhoe. I sommerlejren bor 12-årige Sam (Jared Gilman), med resten af spejdertroppen og troppeføreren Scout Master Ward (Edward Norton). Men Sam er for længst blevet stemplet som særling, og på hvad khakispejderne tror skal være én blandt mange sommerdage, møder Sam ikke op til sommermønstring. Han har pakket sine vigtigste ting, skåret et hul i teltdugen og er lusket af i ly af nattens mulm og mørke i bedste Michael Scofield-stil.
På den anden side af øen kommer Suzy (Kara Hayward) ikke ned til morgenmad. Hendes forældre (Bill Murray og Frances McDormand) melder hende savnet, og er helt ude af den. Mere end de plejer. Khakispejdernes leder er også helt ved siden af sig selv, men heldigvis for alle bevarer Captain Sharp (Bruce Willis) fatningen. Med Suzys forældre og spejderdrengene indleder Sharp en finkæmning af øen, og den vilde jagt er gået ind.
Langt fra spejdernes og forældrenes eftersøgning, på alle tiders mest fredfyldte eng, ser en pige gennem en kikkert. I kikkertglassene ser hun en lille dreng med vaskebjørnshue og briller med lidt for kraftigt stel kommende gående mod sig. Pigen tager kikkerten ned, og betragter den lille lysebrune spejder. Øm scene.
Det viser sig, at Sam og Suzy, via en brevkorrespondance, har planlagt at drage væk sammen, og at de nu vil ud og være alene sammen. De to er nemlig begge af deres respektive social grupper blevet mærket som outsiders, men sammen kan de alt. De kan genkende hinandens problemer i sig selv, og det giver dem styrke til at finde sammen for at turde være sig selv.
Moonrise Kingdom er barnagtig fabel med kraftige naivistiske undertoner. Sam og Suzys særegne verdensforståelser smelter sammen i en ruskomsnusk af hvordan omverdenen normativt set burde være, og deres opfattelser af, hvordan den egentlig er. Det resulterer i mange morsomme sammenstød mellem de flygtende og autoriteterne.
Jared Gilman og Kara Hayward er begge debutanter og leverer med ynde. Men hvorfor fire ovenstående verdensstjerner og Tilda Swinton (i rollen som socialforsørgeren Social Services) skal på rollelisten, er denne anmelder ubegribeligt. For når filmen centrerer sig om Sam og Susys fælles dannelsesfortælling og deres oprør mod etablerede institutioner, er der slet ikke behov for fem så store navne. De fjerner fokus fra historiens kerne, og der er slet ikke behov for sådanne mastodontskuespillere.
På samme måde kan filmen heller ikke finde sit fodfæste – den udspiller sig i et realistisk univers, men kan ikke lade være med hist og her at låne lidt fra det overnaturliges eller fantastiske værktøjskasse. Og når det urealistiske accepteres af det realistiske univers, bliver det en for vag, grå og udefinerbar størrelse. Blandingen af det jordnære og overnaturlige kan godt filmatiseres mesterligt som for eksempel i Tim Burtons Big Fish, men i Moonrise Kingdom er det realistiske og urealistiske univers for langt fra hinanden til at de kan forenes. Historien er simpelthen for virkelighedsnær til at det overnaturlige accepteres.
