The Imposter

 

Af Christian Thaagaard Skov Sørensen

Hvad gør man hvis man ikke længere kan udholde at være sig selv – Hvordan bliver man en anden, hvis man ikke længere kan leve under ens egen identitet? Dette er få blandt mange spørgsmål, som filmen The Imposter centrerer sig omkring. Denne fremragende dokumentarfilm er den britiske instruktør Bart Laytons debutfilm.

Filmen tager udgangspunkt i Nicholas Barclays forsvinden i 1994. Den, på daværende tidspunkt, 13-årige amerikanske dreng lever et ganske normalt liv i Texas, indtil han en dag på forunderlig vis forsvinder. Familien leder forgæves, men bliver forståeligt henrykte, men ikke mindst forundrede, da han tre år senere dukker op… i Spanien. Nicholas’ søster drager straks over Atlanten for at hjembringe sin savnede bror, hvor hun, på trods af hans markante ændringer i blandt andet hårfarve og øjenfarve, identificerer ham som sin bror. Sideløbende bliver publikum præsenteret for en ung mand på flugt fra sin familie. Efter et par uger som ukendt person på et barnehjem, må den 23-årige (!) mand tage alle midler i brug for at anskaffe sig en ny identitet og et nyt hjem – valget falder blandt et hav af forsvundne børn tilfældigvis på Nicholas Barclay.

The Imposter er en spændende, forstyrrende og brilliant dokumentarfilm. Den underkaster sig ikke den strengt fremvisende model, hvor alle kort bliver lagt på bordet med det samme, men fastholder suspense fra start til slut ved en omhyggelig sammenstykning af informationer og begivenheder på de rette tidspunkter. Filmen gør elegant brug af sådanne spillefilmselementer for at fortælle denne utrolige historie, som der sagtens kunne laves spillefilm over. En historie der kun kunne blive til ved blandingen af disse mennesker og omstændigheder, der indgår i filmen; en kompromisløs mand på flugt, en ikke-just-Mensa-kandiderende-familie knust af afsavn og en driftig privatdetektiv, der også er som sprunget ud fra filmens lærred.

The Imposter river på glimrende vis tilskueren rundt i manegen og Bart Layton forstår virkeligt at udnytte filmens egenskaber fuldt ud. Som en anden dukkefører bestemmer han ved en suveræn sammensætning af gamle klip, nye beretninger og dramatiseringer af begivenhederne hvem vi holder med, hvad vi tror på og hvem, der er ’skurken’. Filmens thriller-agtige stemning og musik gør også sit til at man sidder på kanten af sædet under det meste af filmen.

Hvorfor lykkedes det så denne unge mand at overbevise en familie om, at han var deres fortabte søn? Hvad kan få en familie til at acceptere sådan en fremmed i deres hjem? Tog familien imod ham på grund af deres altoverskyggende afsavn og derved ustabile psykologiske tilstande eller var der en hemmelighed? Hvad skete der med den rigtige Nicholas?

 

Kild din hjernebark og kast dig ud i mysteriet i en af de mere underholdende og medrivende dokumentarer i nyere tid; The Imposter.