En replik i filmen lyder: ”Are we still in the golden age of espionage?” Og set i lyset af Batman/Bourne/Avengers-film, er spørgsmålet klart relevant. Man kan ellers roligt sige at forventningerne til Skyfall har været, nå ja, skyhøje. For det er ikke kun et stort, dyrt actionbrag, det er en legende, der har forenet generationer. Og så er det selvfølgelig også en film med biler, babes og naturligvis: Bond.

I ”Skyfall” starter vi i en hektisk åbningsscene med en dræbt agent, stor fare og biljagt. Det mislykkes for James Bond (Daniel Craig) at skaffe en hemmelig, stjålen liste tilbage til MI6. Den er havnet i de forkerte hænder og som følge blive en række hemmelige agenter afsløret. Bond selv formodes død. MI6 og M (Judi Dench) kommer i problemer og uheldige episoder fra MI6’s fortid graves frem. M udfordres af komitéen for sikkerhedspolitik, der ikke mener at hun længere er den rette til jobbet og de begynder således at sætte spørgsmålstegn ved både hendes og MI6’s nødvendighed i dagens England. MI6 bliver truet indefra og hele organisation må rykkes under jorden. Heldigvis kommer James Bond på banen igen (efter at have tilbragt tiden i armene på en eksotisk kvinde og med at drikke) og må som M’s eneste håb begynde optrævlingen af sagen. Det fører ham vidt omkring i verden, i favnen på en ny Bond-babe og direkte i kløerne på den farlige Mr. Silva (Jarvier Bardem).

Kort sagt: ”Skyfall” er en fremragende film og den skal ses! Sam Mendes, der før lavet intense film som ”Jarhead” og ”American Beauty” tager Bond-filmen derhen, hvor den passer i dag, hvilket paradoksalt nok sker ved at tage filmen tilbage til de gode, gamle dage. Med tanke på at filmen udkommer i 2012 (hvor Bond-filmene har 50 års jubilæum) er det ikke underligt, at der løftes på hatten til Sean Connerys tid. Det fungerer rigtig, rigtig godt, Mendes har gjort filmen dejlig nostalgisk og samtidig tilpasset den til nutidens verdensproblemer. Skurkens motiv er ganske enkelt hævn, men hans metoder er bestemt i tråd med tiden. James Bond er i ”Skyfall” strippet for seje, voldsomme gadgets, der koges ned og ind til benet: en mand, en pistol og en radio. Den nye IT-nørd ”Q”, kigger skævt til Bond og spørger ”Were you expecting an exploding pen? We don’t really use that kind anymore”

Skuespillet i ”Skyfall” er formidabelt over hele linjen. Daniel Craig er en fantastisk Bond i sin tredje film og legendariske Judi Dench er på samme tid så iskold og skrøbelig, at det gør ondt. Og så er der jo Javier Bardem. Fantastiske, vilde Javier Bardem, der gør noget nyt og anderledes ved skurkekarakteren. Overfor minimalistisk spillende Ralph Fiennes, Judy Dench og Daniel Craig er Bardem et festfyrværkeri af farlig, ukontrolleret energi.

Forventningerne til ”Skyfall” bliver indfriet og mere til. Det er et glædelig gensyn med Bond, som faktisk har været savnet. Og det er et forfriskende pust i actiongenren. Billederne er smukke (særligt det Blade Runnerske billedsprog i scenerne fra Shanghai) og kampscenerne er velkoreograferede. Og heldigvis er den gamle, kæphøje Bond-humor bevaret.

Are we still in the golden days of espionage? Ja, det er vi i høj grad!