Sjældent har nogen film været så omdiskuteret og dømt på forhånd som Hobbitten: En uventet rejse. Kritikken er bl.a. gået på det endelige valg af instruktør, teknikken bag og ikke mindst antallet af Hobbitten-film. Lad mig med det samme gøre det klart, at alle fordomme kommer til sin ret. Men samtidig er der stadig masser af ny magi at finde i den filmiske fortolkning af Tolkiens episke univers.

Til de få uindviede kan jeg fortælle, at Hobbitten er en fortælling, der finder sted præcis 60 år, før Ringenes Herre starter, og handler om hobbitten Bilbo Sækker (Frodos onkel – spillet af Martin Freeman), der lokkes med en flok dværge ud på et eventyr for at dræbe dragen Smaug og vinde dværgenes kongerige tilbage. Denne første tredjedel handler, i eventyrgenrens rette ånd, om rejsen mod den farefulde destination.

Jeg kan supplere med at sige, at filmen er baseret på en enkelt bog på godt og vel 300 sider, mens Ringenes Herre var tre bøger på mere end 1000 sider. Alligevel kommer der ligeså lange og mange Hobbitten-film som Ringenes Herre. Og det betyder et stort problem, instruktøren, Peter Jackson, har måttet løse; Om han skulle lave en storslået forhistorie til Ringenes Herre – eller fortælle det mindre eventyr om en lille skabning, der går en stor skæbne i møde, som det er.

Desværre lader det til, at Jackson havde svært ved at vælge. Derfor får man både det kære eventyr med kluntede trolde og dværge, der synger musical-sange – og store fortællinger om tabte kongeriger og varsler om et uhyrligt mørke, der breder sig over landet. Det er en direkte sær balancegang, og det tærer på begge sider af historien, hvor det storladent episke ikke forklares nok, og Bilbos fortælling ikke får tid til at få den personlighed, den fortjener. Man ender med at gå ud af biografen uden rigtig at føle, at man lærer nye karakterer at kende.

Til gengæld når historien om Bilbos rejse at udvide det velkendte univers nok til, at den del i sig selv er en ren fornøjelse at følge. Vi får endelig set lidt mere til Gandalfs magiske kræfter, og det er en fryd at bevidne, hvordan Bilbo finder sig selv og hobbitternes potentiale i den store, ugæstfri verden. Det skyldes ikke mindst, at Martin Freeman indfanger og uddyber hele essensen af Tolkiens mesterværk og ender med at være den nok bedste casting i hele mytologien. Og så har man heldigvis gjort meget ud af mødet mellem Bilbo og Gollum, hvis både kløgtige, morsomme og samtidig gruopvækkende scene sammen er en af de bedste, Jackson har præsteret. Andy Serkis’ skizofrene motion capture-monster er hermed kommet på wall of fame blandt de bedste eventyrfigurer i vores tid.

Jackson har desuden valgt at give efter for, at Hobbitten er en mere barnlig fortælling end den allegoriske verdenskrig, vi introduceres til i efterfølgerne om Saurons strategiske indtag i Midgård. Det betyder, at der er flere fjollede figurer, og at man har skrottet forsøget på at “realisere” Midgård som fysisk troværdig. Dværgene overlever således enorme fald ved at lande på maven, dyrene forekommer antropomorfe, og filmens morale er mindre kompleks og mere fokuseret på vigtigheden af venskab og loyalitet. For nogen vil det være en skidt ting. For mig er det godt. Det lægger et forfriskende niveau oven på (eller under?) Tolkiens enorme mytologi, som Jackson så modigt forsøger at tilpasse dette årtusinds popcorn-kultur. Det tilvejebringer, hvad sagaen om Midgård i al sin grandiositet i bund og grund er: Et eventyr!

Nå ja, og så er der alle de teknologiske cirkuseffekter. De fungerer ikke! 3D’en er som forventet komplet unødvendig og uinteressant. Sidstnævnte kan dog ikke siges om det meget omdiskuterede HFR (High Frame Rate), der introduceres med denne film. Meget kort fortalt er det en ny teknologi, der kan fyre dobbelt så mange billeder af i sekundet, end man er vant til. Det gør alting mere glidende, mere skarpt og mere realistisk. Problemet er bare, at der er glidning, skarphed og realisme nok i virkeligheden, og at der for øvrigt intet realistisk er over Midgård. Slet ikke når Midgård ofte består af miniaturemodeller, CGI-effekter og kulisser, som tydeliggøres i tåkrummende grad – men hey, det er jo skarpt og glidende! Jeg er spændt på at se, hvor den teknologi fører hen – hvis ikke ind i en blindgyde – for den kunne potentielt tilføre noget nyt til filmmediet, som ikke bare afslører legen.

Peter Jacksons første del af Hobbitten-trilogien består prøvelsen. Det er solid og eventyrlig underholdning med god action, flotte billeder  – trods alt – og et varmt gensyn med et af tidens største fantasyuniverser. Men tårerne når aldrig at trille, og hårene rejser sig kun, når der refereres til den udødelige Ringenes Herre-trilogi, som Hobbitten: En uventet rejse desværre ikke kan mere end agere lillesøster for. Relativt set er det dog slet ikke så slemt endda!