Lige siden Thomas Vinterbergs nyeste film Jagten skaffede Mads Mikkelsen prisen for bedste mandlige skuespiller i Cannes sidste år har den danske premiere været ventet med spænding.

Udover Mikkelsens Cannes-triumf og de priser filmen efterfølgende har høstet, så er Jagten en film der med god grund kan sætte forventningerne i vejret. Thomas Vinterberg startede sin karriere med nærmest øjeblikkelig berømmelse efter Festen (1998), og skuffede mange, men ikke alle, med nogle af de film der fulgte efter, hvorefter han vendte stærkt og modent tilbage med det sociale drama Submarino (2010). Det er med Submarino i baghovedet og makkerskabet med Tobias Lindholm som medforfatter på manuskriptet at det er ekstra interessant at se hvad Vinterberg kan trylle frem til os. Lindholm har netop debuteret som instruktør med Kapringen (2012), som han også havde skrevet og før det havde han fængselsdramaet R på manus-cv’et. Stærke sager fra begge mænd. Så hvad har de skabt i fællesskab?

Vinterberg/Lindholm har skrevet en historie af den slags der ligger dem på sinde. En historie der er båret af psykologiske spændinger og indsigter, vold, socialrealisme og mænd under pres. Vinterberg kredsede både med Festen og Submarino om et tema om børn der er blevet gjort fortræd, men vender i Jagten temaet på hovedet ved at handle om et barn der ikke netop ikke er gjort fortræd, men hvor mistanken alene sætter en heksejagt i gang i et lille samfund et sted i Danmark.

Lucas (Mads Mikkelsen) og hans venner er jagtkammerater. De hører til i forskellige sociale lag, men jagten binder dem sammen og den rige godsejer Bruun (Lars Ranthe) lægger hus og jagtmarker til. Lucas, fraskilt og single, var tidligere skolelærer, men arbejder nu i børnehaven som pædagog. Ungerne knuselsker ham, også hans bedste vens lille datter, som har en lidt livlig fantasi. En dag fortæller hun en historie som kommer til at vokse i børnehavelederens bevidsthed og derfra spreder sig til hele det lokale samfund. Inden for meget kort tid står Lucas i centrum for anklager om seksuelt misbrug af næsten alle børnene i børnehaven. Lucas bliver hurtigt alene og udstødt i denne, for ham, absurde krise; kun hans søn Magnus og Bruun er på hans side. Hans bedste ven Theo (Thomas Bo Larsen) kan, naturligvis, ikke rumme at hans bedste ven muligvis har misbrugt hans datter, og et livslangt venskab og loyalitet sættes på en umenneskelig prøve.

Det er skønt at se Thomas Bo Larsen i en stor rolle – han har altid været med i Vinterbergs film, men sjældent helt i centrum. Mads Mikkelsen har en af sin karrieres bedste præstationer. Trods hans efterhånden noget brugte ansigt her i landet, så fornyr han sig selv i Jagten: han er Lucas, udstødt og forfulgt – vi glemmer han er Mikkelsen.

Jagten er som Submarino skildret med en uprætentiøs og lavmælt kameraføring der stille og roligt fremmer fortællingen og blotlægger ikke kun individets skyggesider, men også en indestængt, latent og skræmmende vrede i samfundet som kun mangler en anledning til at eksplodere i vold. De mange smukke naturscener undervejs giver skarp kontrast til en anden slags natur, nemlig menneskets, som kan antage en form der selv står i kontrast det socialiserede og civiliserede, som mennesket ellers står for. De mange banale hverdagsscener i hjem og børnehave højner genkendeligheden for alle i Danmark – det er meningen vi skal tage det her ind. Og det gør vi. Filmen er rystende. Ganske enkelt rystende og gennemsyret af uretfærdigheder som sagtens kan ske. Som sker.

Jagten er en hamrende god historie der fortæller os at dyret i os aldrig er langt væk og at vi jager i flok, også vore egne.

Tak til Vinterberg og også Lindholm for at give os stof til eftertanke – det har vi brug for!