Harry hvem? Ham kender jeg vist ikke. Sådan reagerer en del første gang, de hører navnet Harry Dean Stanton. Hans navn er måske ikke slået så hårdt fast i filmbranchen som så mange andre stjerneskuespilleres, men hans genkendelige og furede ansigt er ikke til at tage fejl af, samt det faktum, at han har figureret i over 200 film igennem sin karriere. I denne poetiske og fine portrætfilm kommer vi tættere på en af filmhistoriens oversete bidragsydere.

Allerede fra start står det klart. Stanton er en reserveret mand, der ikke uden videre udleverer de dybereliggende sandheder, vi higer efter i en dokumentarfilm. Han har altid været lidt af en enspænder. Og en nu 87-årig en af slagsen. Med sit vindbidte og karakteristiske ansigt indbyder han dog til et hav af spændende spørgsmål. Og som en af hans kollegaer påpeger, fortæller hans ansigt i sig selv tusinde historier. Men selv er han ikke vild for at fortælle nogen. Den schweiziske instruktør Sophie Huber har fint forsøgt at løse dette ved at strukturere dokumentaren omkring en række scener, hvor Stanton fra sin sofa i huset i Los Angeles åbner op for et talent, han ikke har fået forfulgt i særlig grad. Han synger en række amerikanske folkeviser, og tilskueren får et glimt af en dybere sandhed og indlevelse bag hvert ord. I et slør af disse sange kommer sande Harry Dean til udtryk.

”Go straight ahead until you hit something” siger Harry Dean Stanton og griner lidt forfjamsket. Det var, hvad hans far plejede at sige. Det er også den livsfilosofi, Stanton selv hævder at leve efter. Men som filmen udvikles får vi en idé om, at Harrys metoder muligvis er mere komplicerede, end man regnede med i første omgang. Stanton er en fremragende karakterskuespiller og hans venner og kolleger røber hans flid, når han skal forberede en rolle. Han fik sin første hovedrolle i Wim Wenders prisvindende Paris, Texas og viste sit tydelige talent, men er siden oftest set på birollelisten. Filmen belyser med rette en mand, der ellers ofte står i skyggen af andre, og er krydret med klip fra Stantons væsentligste film. Samtidig er den smukt filmet i sort/hvid som farver, imens vi følger en taxatur, tur på stambaren og interview i hjemmet.

Stanton har i al Hollywood-glansen lært at holde kortene tæt til kroppen. Men interessant bliver det, når han afslører anekdoter om eks-kæresten, der stak af med Tom Cruise. Og selvom der ikke er mange følelsesudbrud at spotte, er Stanton uden tvivl en mystisk og interessant livsfilosof. Sophie Huber istandsætter samtaler imellem Stanton og nogle af hans gamle bekendtskaber. Og sjovt er det at overvære David Lynch, som har brugt Stanton i seks af sine film, stille Stanton personlige spørgsmål om ægteskab og skuespillerlivet – selvom svarene ofte er korte og kontante.

Harry Dean Stantons lange karriere bliver charmerende og ærbødigt belyst i denne dokumentar. Der bliver ikke givet en biografisk gennemgang af Harrys liv og embede, men skabt en poetisk fortælling i overensstemmelse med hans livstil og filosofi. Alt i alt en fin, lille film, der drives af en lyrisk og musikalsk charme samt en retmæssig anerkendelse af skuespillerens talent for character acting.

Harry Dean Stanton: Partly Fiction er månedens film i Cinemateket. Der vises desuden fire af Stantons andre film i tilknytning hertil, bl.a. Paris, Texas og Inland Empire.