Filmen er blevet blæst op til at blive den mest spektakulære danske familiefilm i nyere tid. Der tror jeg alligevel lige, at jeg må trække i håndbremsen, for selvom Min søsters børn i Afrika er en hyggelig familiefilm, bliver den aldrig spektakulær! Men jeg må indrømme, at det er en film, jeg er blevet positivt overrasket over.
Min søster børn i Afrika er den 10. film i rækken af Min søsters børn filmene. De ”gode gamle” versioner af Min søsters børn blev udgivet i årene 1966-71, hvor vi stifter bekendtskab med Axel Strøbye i rollen som Onkel Erik Lund og alle hans søsters børn, som igennem disse fire film, vikler deres onkel ind i et spind af ulykker, narrestreger og finurligheder.
I filmen Min søsters børn Afrika vinder børnene en velgørenhedsrejse til Afrika på en farm for truede dyr. På trods af Onkel Eriks (Peter Mygind), usikkerhed for den vilde natur og de farlige dyr der lever i den verdensdel ender han med at tage med børnene på dette eventyr. Reservatet hvor farmen og et fint hotel befinder sig er dog truet af danske dyresmuglere, der fanger og stjæler dyr fra farmen. Uventet indlogerer børnenes nabo, den snerpede Fru Flinth (Mille Dinesen), sig ind på hotellet med sin niece. Sammen tager de alle på en telttur ud i ødemarken, da Fru Flinth bliver kidnappet af dyresmuglerne, og nu handler det ikke længere om kun at redde dyrene, men også Fru Flinth fra den frygtindgydende skæbne der venter dem som fanger af de farlige dyresmuglere.
Filmen er blevet optaget på savannen i det nordlige Sydafrika. Den fanger både børn og voksne med de flotte billeder af naturen og dyrelivet og skaber en troværdighed omkring det til dels autentiske miljø. Men ikke kun her har fotograf Lars Reinholdter gjort et flot stykke arbejde. Udover den flotte skildring af Afrika, er der blevet lagt vægt på flotte close-up billeder, der er med til at skabe en god dynamik i filmen.
Til min store overraskelse, mener jeg at filmen har opfyldt et succeskriterium, som jeg ikke mener, der er oplevet i de tidligere versioner af 2. generationsfilmene fra 2001-2004 og 3. generation af filmene fra 2010 og frem, da Min søsters børn i Afrika ikke kun kan defineres som en børnefilm, men også som en familiefilm. For mig at se, er der en klar distance mellem børne- og familiefilm, og selvom filmen her mest er for den helt unge målgruppe, er det ikke total totur for forældrene også at se.
Men selvom det er en hyggelig film, , er det vigtig at påpege at filmen ikke adskiller sig meget lidt fra de tidligere Min søsters børn film. Der er ikke meget end location der er anderledes. Igen handler det om at Fru Flint vil gøre alt for at undgå de umulige unger hun har som naboer, og så ender de alligevel med, på næsten umuligvis, at rende på hinanden de mest utrolige steder. Tidlige set i bl.a. Min søsters børn i sneen og Min søsters børn i Ægypten. Det er ikke meget originalitet der er tilbage i disse film. Spørgsmålet er derfor: Hvornår er nok, NOK?
For mig er de tidlige versioner af Min søsters børn filmperler, hvor fortællertempoet er meget højt for deres tid. Derfor synes jeg, er der er blevet begået en stor fejl, i den videre produktion af Min søsters børn filmene. Kvaliteten er dalet, hvilket også gælder skuespilpræstationerne. Der er ingen der kan leve op til de præstationer, som Axel Strøbye præsterede i rollen som Onkel Erik Lund, om end der er tale om Peter Gantzler der spillede onklen i 2. generations filmene eller Peter Mygind der har overtaget rollen i 3. generation.
Jeg tror mit endegyldige spørgsmål er, hvorfor der er blevet forsøgt at videreføre magien fra de tidlige Min søsters børn. Ideen har været fin, men det skulle nok have været blevet ved ideen. Hvis de nyere versioner derimod var blevet opsat som en hel ny fortælling med en anden titel, tror jeg de ville have fået mere succes. Samtidig ville os gamle rotter, der er vokset op med de ældre versioner af filmene, nok ikke se lige skævt til dem.
Men når dette er sagt, så kræver 2000-tallet nymoderne filmoplevelser for at børn gider at se tv, og her synes jeg at min søsters børn rammer sit publikum, da de både bliver ført igennem ’nåååhhh’ oplevelser, de pinlige elementer, forelskelse og uhygge for de helt yngste.
