På en café faldt jeg forleden dag over et Go-Card hvor der på forsiden stod: ”De tre ord du allerhelst vil høre på Valentins dag”, på bagsiden stod der med store typer: Yuppi-kay-yay! ”Damn straight”, var min eneste tanke. Det mindst seje ved den nye Die Hard film er, at de har valgt at lade premieren falde på Valentine’s Day – amerikanerens yndlings ”se hinanden dybt i øjnene og sig søde ord”-dag. Man hører McClane hæse grin for sig.
John Moore er instruktøren bag den femte Die Hard film, A Good Day To Die Hard, og sammen med filmfotograf Jonathan Sela har de skabt en actiondrøm, der ikke blot gør Hollywoods dårlige sequel rygte til skamme, men ligeledes excellerer i alle de færdigheder som den sidste Bond film burde have gjort. Kugleregn og eksplosioner, biljagter og ikke mindst en mission. En mission der i alt sin, fra genren så velkendte, beskedenhed går ud på at redde hele verden. Filmningen er skøn, flere steder er de enkelte scener så flotte at man må tvinge øjnene rundt i rummet – trods masser af opmærksomhedskrævende action. Og akkompagneret af Marco Beltramis hårdtslående, men ligeledes ømme, score, er det gået hen og blevet en sand æstetisk fornøjelse.
Bruce Willis aka. John McClane er tilbage i selvironisk topform og hvis nogen mand nogensinde havde det, så er det McClane. Det kan være svært at definere, men det gør det ikke desto mindre eftertragtet og beundret. Manden der gør og er, og slipper af sted med det, uden undskyldninger, selvynk eller forklaringer. Og selvom den efterhånden aldrende herre har mange hårde år bag sig, er han uimodståeligt kæk og charmerende som den brokkende, pustende og uknækkelige New York cop, der tager loven i egen hånd – men får lov fordi han har hjertet på det rette sted.
Efter at have brugt den fjerde film, Die Hard 4.0, på at komme i kontakt og på god fod med sin datter, Lucy, er det i teorien ikke så overraskende at den femte, bliver McClanes forsøg på at komme i kontakt med sin søn Jack, i Jai Courtneys velcastede skikkelse.På politistationen i New York får McClane fat i sin søns fil, der tilsyneladende befinder sig i Moskva, og muligvis i fængsel. McClane beslutter selvfølgelig at finde ham. Lucy kører ham i lufthavnen, og sætter ham af med beskeden: ”try not to make a bigger mess of it”, McClane svarer med et smil. Et smil der varsler dårligt nyt for samtlige skurke i Rusland, men højner forventninger hos alle os i mørket. Selvfølgelig er Jack ingen skurk – men ikke desto mindre i gevaldige problemer. Og er desuden ikke særlig glad for at se sin far. Efter at have sprængt sig ud af en retssal og kapret to biler (vel og mærke inden for filmen første 20 minutter), får historien således en ’far og søn skal finde hinanden’-dimension, men det tager endnu en time før McClane giver Jack sin inderligste ”I got you back” kærlighedserklæring. Og selv denne form for soulsearching er elegant og karakterloyalt håndteret. Da de er færdige med at smadre samtlige biler, bygninger og ruder i Moskva, rykker kampen naturligvis til Tjernobyls forladte bygninger, hvor den opbyggede spænding får sin eksplosive, i slowmotion understregede, forløsning.
Det må og skal nævnes, at historien holder, ikke mindst, takket være Sebastian Koch, der leverer en unødvendigt god præstation i rollen som den russiske milliardær, Komarov.
Det er ganske enkelt en fryd at opleve hvordan selv den mest gennemtæskede genre kan følge med og genetablere sig, igen og igen. McClane eller Willis synes at være undtagelsen der bekræfter reglen. Der er ingen som John McClane (senior), intet synes at være en kliché når det kommer fra ham og han har hermed livslang licens til at nakke the bad guys.
af Sandra Holm
