Beautiful Creatures er en film, der ikke slipper helt heldigt fra at lægge sig i slipstrømmen på de seneste års bølge af tween/teenage-film som Twilight og Hunger Games. Det ellers velmente forsøg på endnu en gang at skildre kærligheden mellem en dødelig og et overnaturligt væsen bliver desværre en lidt tam omgang lidenskabsforladt sødsuppe.
Vi er i South Carolina, hvor Ethan (Alden Ehrenreich) keder sig bravt i en søvnig, stillestående flække. Hans forsøg på eskapisme munder ud i en række drømme om en mørk og mystisk pige, som han føler sig draget af – på trods af den underliggende fare, hun bringer med sig. Da hans drømmepige Lena (Alice Englert) en dag træder ind i klasselokalet, er der lagt i kakkelovnen til en heftig omgang romantik, men hvad Ethan ikke ved er, at hun bærer på en stor hemmelighed, der skal forløses og afsløres på hendes 16-års fødselsdag.
Meget lig Twilight-filmene drejer Beautiful Creatures sig om umulig, men lidenskabelig kærlighed mellem et menneske og en udødelig – i dette tilfælde en heks. Men hvor min indre teenager vækkes til live i håbet om, at Bella og Edward i Twilight til sidst får hinanden, sidder jeg desværre tilbage med en følelse af, at være en halvsur gammel stodder efter et par timer i selskab med Beautiful Creatures.
Filmens store problem er nemlig, at jeg er bedøvende ligeglad med, om Ethan og Lena får hinanden – lidenskaben mellem dem er simpelthen ikke troværdig. Det går så vidt som til, at den påståede uimodståelige tiltrækning mellem dem skal symboliseres ved, at et skilt bryder i brand, da de kysser hinanden op ad det. Symbolikken er komisk tung, og det burde ikke være nødvendigt at tage sådanne midler i brug for at understrege deres lidenskab. En lidenskab, jeg alligevel aldrig kommer til at tro på er til stede. Der er kort og godt ingen kemi mellem Ethan og Lena.
Og så insisterer filmen på at være sjov midt i den alvorstunge kamp mellem godt og ondt. Det fungerer desværre ikke efter hensigten. De replikker, der skulle fungere som comic relief, er kluntede og karikerede. Faktisk er filmen allersjovest, når den er ufrivilligt komisk.
Desuden var jeg forvirret på et højere plan flere gange undervejs. – Det er simpelthen ikke godt, når en ellers ret banal kærlighedshistorie syltes ind i et mytologisk univers, hvor det virker som om, filmskaberne ikke selv har kunnet finde hoved og hale i det overnaturlige – jeg mangler ganske enkelt forklaringer på, hvorfor karaktererne handler som de gør. Deres handlinger virker temmelig umotiverede og det er som om karaktererne nogle gange ikke engang selv er klar over, hvad og hvorfor tingene sker. Den i bund og grund simple og banale fortælling er fedtet ind i en tyk fernis af mytologisk vrøvl og uklarheder.
Når filmen alligevel får de stjerner, den gør, er det fordi, Jeremy Irons og Emma Thompson i rollerne som henholdsvis Macon Ravenwood og Mrs. Lincoln kæmper en brav kamp med de jammerlige replikker og trods alt får tilføjet deres karakterer en smule komisk finesse og bid.
