Årets muligvis største biopic rammer biograferne i disse dage, når filmhistoriens mest anerkendte suspense-mester portrætteres i både lærredets og eget bredformat. Men er der fedt nok på privatpersonen Hitchcock til, at han kan vejes op mod sit livsværk?

Alfred Hitchcock lavede i løbet af sin karriere en betragtelig bunke film, der i dag betragtes som klassikere. Især hans produktioner fra 50’erne, deriblandt også de kendte Hitchcock Presents-TV-programmer, udgjorde trappestenene, der førte den runde mand med det alvidende blik til tops som filmmager og celebrity. Det er netop i denne tid, vi møder denne films Hitchcock (spillet af Anthony Hopkins). Efter at have udgivet mesterværket North by Northwest, (på dansk Menneskejagt), trænger instruktøren til at genopfinde sig selv. Hans hustru Alma (Helen Mirren) har haft en stor medvirken i sin mands succes, men har altid holdt sig i hans skygge efter eget valg. Hun må nu se sig selv forsvinde ufrivilligt længere og længere ind i skyggens mørke, da husbonden sætter både huset og sin egen forstand på højkant for at få realiseret sit nyeste påfund: en film baseret på den makabre roman “Psycho”. Scenen er sat til filmiske op- og nedture, både med konen, karrieren og kunsten.

Hitchcock er fyldt med lethjertet dialog og hygge-humor, men undervejs i filmen bliver vi også konfronteret med menneskets dybde og mørke ved at opleve Hitchcocks omskiftelige personlighed. Blandingen af humor og dyster alvor er netop noget som mesterens film er kendt for, og hele filmens stærke cast yder en flot præstation i skiftet mellem de to. Desværre lider det færdige filmprodukt under ikke at have mesterens hånd på den anden side af kameraet.

I løbet af filmen blev jeg ofte i tvivl om hvilken historie, der egentlig bliver fortalt. Får vi et hverdags-drama om den oversete Alma Hitchcock? Ser vi en psykologisk thriller om en kunstners kamp med sit selvværd? Er vi vidner til en mørk komedie om en buttet kvindebedårer og hans standhaftige hustru? Mest forvirret er man i et antal drømmesekvenser, hvor Hitchcock møder den fiktive Psycho-morder Ed Gein (Michael Wincott). Disse scener tvinger historiens fokus unødvendigt langt væk fra det, som burde være filmens centrale tema: Den aldrende kunstner, der så inderligt ønsker at cementere sin status som ikon. En omprioritering i skildringen af hovedkarakteren ville have givet tid og mulighed for at vække større empati for hovedpersonen Hitchcock, som efter filmen ikke føles tilfredsstillende afmytificeret.

Et enkelt sted kommer vi dog bag facaden. I scenen, der viser optagelserne bag den berømte brusebads-scene fra Psycho, giver Scarlett Johansson (i rollen som skuespillerinden Janet Leigh) og Antony Hopkins et meget tiltrængt indblik i den hårfine grænse, der eksisterer mellem kunstneres indre dæmoner og disses ydre aftryk i kunsten.

Manden Hitchcock forsvinder desværre lidt i kvantiteten af plots, der kun tilsammen er tykke nok til at holde filmen flydende i et nogenlunde kvalitets-niveau. Dette medfører, at den stramme Hitchcock-suspense, som man kunne håbe var overført fra hans film til hans liv, aldrig bliver opbygget i tilfredsstillende grad.

Filmen Hitchcock er en udemærket filmoplevelse for folk, der ønsker et velspillet, lettilgængeligt filmportræt af Hitchcock. Filmentusiaster kan eventuelt bruge filmen som en undskyldning for at invitere den knapt så 50’er-thrillerinteresserede familie med i biffen. Hvis man ikke har brug for dette, kan man med fordel blive hjemme og genoplive sin Hitchcock-samling i sofaen. Hitchcocks betagende personlighed kan stadig bedst udforskes og opdages ved at se hans fabelagtige film.