The Human Scale er et intellektuelt appellerende og stilsikkert håndværk, der formår at oplyse og
give stof til eftertanke – med andre ord gør den dansk instruerede og producerede dokumentarfilm
lige præcis det, en god dokumentarfilm skal gøre.

Andreas M. Dalsgaard er instruktøren bag The Human Scale, der i indgående detalje udforsker,
hvad der sker, hvis byplanlægningens arkitektur sætter mennesket i centrum. Udgangspunktet for
dokumentarfilmen er nemlig, at ca. 50 % af verdens befolkning i dag lever i byer. Antallet forventes
at stige til 80 % inden 2050. Af den grund er det ifølge The Human Scale antageligt, at fortryllende,
skræmmende og science fiction-agtige megabyer vil dække kloden og være centrum for vild
befolkningstilvækst i fremtiden. Problemet der udspringer, og som Dalsgaard undersøger i filmen,
drejer sig om, hvordan vi planlægger disse megabyer, så de tager mest muligt hensyn til menneskets
behov for nærvær og interaktion med andre?

Udgangspunktet for at give svar på dette er den danske verdensberømte arkitekt Jan Gehl. Gehl
og hans internationale hold af arkitekter har nemlig udarbejdet, og i flere byer været med til at
implementere, en vision om at indrette byer med fokus på menneskelig interaktion. Konkret skildrer
filmen i tråd med dette, hvilken betydning Gehl og co.’s humanistiske syn på byplanlægning har haft
og fortsat har i nogle af verdens største byer – fra Times Square i New York til Rådhuspladsen og
Strøget i København.

Filmen er delt op i fem kapitler, der fra forskellige steder i verden fremstiller et argument om, at
menneskelig integrerende og fodgængerbaseret byplanlægning er ønskværdigt, mens motorveje
og byplanlægning tilpasset biler er skidt. Via de fem kapitlers jordomrejse stiller filmen skarpt på,
hvordan arkitektur og bæredygtighed er essentielt i det moderne samfund og i den forbindelse,
hvordan byrummet kan være et afgørende mødested, der er inkluderende og fordrende for
menneskelig interaktion.

The Human Scale fungerer bestemt langt hen ad vejen, men der er et par seriøse skønhedspletter,
der afholder den fra for alvor at bryde igennem som en mesterlig dokumentarfilm. Filmens
opbygning i fem kapitler gør den ikke varieret og særligt nuanceret, som man kunne forvente og
håbe på. Opbygningen får den i stedet til at føles ensformig, da den som helhed kommer til at
fremstå som fem parallelle versioner af samme forholdsvist simple argument, nemlig: fodgænger
godt, biler skidt. Det havde unægtelig været mere interessant at udforske og visualisere det
grænsende til science fiction-dystopiske fremtidsperspektiv, der lægges an til i filmens indledning.
Filmen begrænser sig ved at blive i nutiden, og det gør den ifølge denne anmelder mindre
interessant, om end en smule kedelig at følge i sidste ende.

Alt taget i betragtning må og skal det dog konkluderes, at The Human Scale i den grad er værd at se.
Produktionsselskabet bag filmen – Final Cut – specialiserer sig i at lave ”high-end” dokumentarfilm til
det intelligente publikum. Og det må man i den grad sige, at de har formået med The Human Scale.
Se den især, hvis du interesserer dig for arkitektur, eller hvordan du skal bo i fremtiden.

Af Martin Wolsgaard