Den instruktørdebuterende Dustin Hoffman er gået hen og er blevet en meget sentimental gammel mand. Han debuterer med filmen ’Kvartetten’, hvis elendighed er tragisk, specielt set i betragtning af de mange anmelder- og seer roste film de danske biografer viser lige nu.
Dustin Hoffman’s debutfilm, Kvartetten, er en romantisk komedie med fokus på alderdommens glæder, livets knuder – deres løsninger og ikke mindst tilgivelse. Historien udspiller sig på et alderdomshjem for pensionerede musikere med fokus på opera. De tre venner og tidligere kollegaer Wilf (Billy Connolly), Cissy (Pauline Collins) og Reggie (Tom Courtenay) har her slået sig ned sammen efter en tilfredsstillende operakarriere. De har hver især deres skavanker; Wilf der siden en blodprop ikke mener, at han kan styre sine lyster og kvindetilnærmelser, demente Cissy og stakkels Reggie der lider af et knust hjerte.
Trekløveren har en gang været en firkløver – og den magiske balance de sammen udgjorde, forsvandt med superstjernen Jean Horton, hvis ambitioner oversteg de andres.Den idylliske hverdag forandres pludselig da en ny gæst flytter ind på hjemmet. Jean Horton i egen høje person. Reggie er forfærdet, da det var Jean der i sin tid knuste hans hjerte. Dagen efter deres bryllup, fortalte Jean Reggie om hendes affære med en anden mand. Reggie har aldrig siden set eller tilgivet Jean, som hver dag lever bebyrdet af hendes livs største fejltagelse. Hjemmet fungerer økonomisk gennem indkomsten fra den årlige galla, hvor alle beboerne optræder. Dette år har hjemmet mistet sin primære stjerne, og kun en genforening af kvartetten kan redde hjemmet. Det bliver nu Cliff og Cissys mission at bringe kvartetten sammen igen, men for at gøre det, så må Cliff tilgive Jean.
Filmmanuskriptet til Kvartetten er skrevet af Ronald Harwood og skabt ud fra hans tidligere manuskript til et teaterstykke ved samme navn. Ronald Harwood præsenterer filmmanuskriptet for Dustin Hoffman, som udtaler: ”Da jeg havde læst det, så min kone over på mig og opdagede at jeg græd, og jeg sagde, at hun var nødt til at læse det. Og jeg græder ellers ALDRIG. Jeg er en hård kritiker”.
Der er gået inflation i alderdom på biograflærredet, og ja – der er tilfælde, som Amour og The Bucket List der slipper af sted med det. Så er der Kvartetten, som umiddelbart sender et signal om, at Dustin Hoffman enten burde holde sig til sin anderkendelse i skuespillernes rækker eller selv gå på pension.
Som udgangspunkt er filmen en komedie, men jeg tvivler på, at jeg var den eneste der i stedet for at grine, krummede tæer over dens løbende klicheer. Den kunne umuligt være mere forudsigelig og er latterligt lidt humoristisk. Kvartetten får et meget snævert publikum, men der vil helt sikkert være en målgruppe der finder den hyggelig og underholdende.
Castet til filmen er til gengæld opløftende og det skal den belønnes for. En skare af verdens musikveteraner som Michael Gambon, Sheridan Smith, Andrew Sachs, Dame Gwyneth Jones og mange flere pryder og bringer liv til lærredet. Er man vokset op i 50-60-70’erne, er jeg sikker på, at nostalgien vil overse kritikken af Kvartetten.
