I det nyeste skud på stammen fra en af special effekt-filmens efterhånden grand old men, Robert Zemeckis, portrætterer Oscar-nominerede Denzel Washington den midaldrende pilot Whip Whitaker; en religiøst skeptisk mand med indre dæmoner, der får (eller ikke får) grelle konsekvenser.

Af Christian Thaagaard Sørensen

I filmens indledning bliver vi netop præsenteret for denne erfarne pilot, med en lidt for ukontrollérbar hang til alkohol, der efter en våd aften med en stewardesse begiver sig ud på en flyvetur i stormfuldt vejr – stadig med alkohol i blodet. Passagerflyet med 102 sjæle om bord ramler naturligvis ind i en voldsom turbulens, der sender co-piloten i panik, men Whip dirigerer med ophøjet ro flyet igennem det og alt er under kontrol. Kort tid efter resulterer en mekanisk fejl i, at flyet nådesløst styrtdykker og efterlader piloterne nært magtesløse. Whip reagerer instinktivt i den frygtindgydende situation og vender flyet på hovedet for at genvinde en smule kontrol over flyet, inden det styrter ned ved siden af en kirke i denne neglebidende sekvens, der ultimativt er en fantastisk scene.

Det lykkes Whip at redde størstedelen af flyets passagerer og han bliver hyldet som en helt. Men da den efterfølgende undersøgelse af flystyrtet går i gang sætter Whips alkoholiserede tilstand under flyvningen ham i en lidet favorabel position – med andre ord: Forbindes styrtet med hans tilstand bliver hans liv ødelagt. Nærdødsoplevelsen har for en stund bremset Whips druk, men da beskyldningerne imod ham dukker op på overfladen falder han igen ned i en spiral af indelukkethed, excessiv druk og fortsat fornægtelse af Gud. Efterfølgende bliver det en kamp mod tiden for Whips omgivelser, der stadig anser ham for værende en helt, om at få ham på rette kurs og sikre hans uskyld – blandt andet ved at pege på Gud.

Indrømmet at denne anmelder havde ganske høje forventninger til denne film, da instruktøren Robert Zemeckis, der fremviste undertegnedes barndoms mytologi med Back to the Future-filmene, stod på plakaten og efter at have set traileren. Måske netop derfor var det første indtryk af filmen skuffende. Det var en følelse af at være vildledt til at se en spændende film med høj suspense, der skildrede det nervepirrende piloterhverv og dets følger samt skildrede samfundets tendens til heltedannelse og idolisering for efterfølgende at skyde afguden ned igen – tendensen til at fremprovokere udtrykket ’højt at flyve – dybt at falde’, så at sige. Sådan skulle det ikke gå. I stedet var det en gennemgribende personskildring af en mand på kanten af livet, der, efter skribentens mening, var alt for lang.

Første indtryk af filmen var derfor, at den var temmelig kedelig. Den var simpelthen for handlingsfattig. Men ved et nærmere blik må jeg også hylde nogle af filmens fantastiske punkter – for de er der. For det første svigter Zemeckis ikke i hans omgang med special effects og CGI; flystyrtscenen er eminent. Udlægningen af øjeblikket, hvor mennesket står til ansigt med døden er maveknugende; billedet af denne situation, hvor én mand har ansvar for så mange liv og de psykologiske bivirkninger er øjeåbnende og man sidder på kanten af sædet. Aspektet vedrørende en uforløsende religiøsitet er også, som altid, interessant for en amerikansk film.

Dertil er Denzel Washingtons præstation som Whip Whitaker fremragende filmen igennem og hans nominering til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle er fortjent. Washington leverer et overbevisende portræt af en mand på bunden, der dog er for stolt og selvcentreret til at se sine fejl over sine kvaliteter. Hans underspilning i stærke emotionelle scener er også forfriskende at se og vil sikkert falde i god smag hos mangen en europæer i modsætning til hvad andre, yngre skuespillere måske ville have leveret i samme rolle.

Med alt dette sagt må det dog konkluderes, at filmen er noget langsom i optrækket og godt kunne kortes lidt ned. Den er stadig for handlingsfattig til at vedligeholde interessen ifht. dens længde. Men dog beviser Zemeckis at han endnu kan gebærde sig med live-action film og ligeledes viser Washington, at han langt fra er færdig som Hollywood royalty.