Af Christian Thaagaard Skov Sørensen

Hvad er sammenhængen mellem en engelsk komponist i 1930’erne og en koreansk klon i året 2144? Mellem en kritisk journalist fra 70’erne og en advokat fra midten af 1800-tallet? Alt dette – og mere til – forsøges besvaret i den nye storfilm Cloud Atlas, der byder på comeback til hjernerne bag de nærmest kanoniserede Matrix-film, ’the Wachowskis’, med deres første film siden 2008.

Cloud Atlas fortæller seks forskellige historier fra seks forskellige tidsperioder, der ligger mellem år 1849 og år 2346. Mere mærkværdigt er det måske, at de samme skuespillere optræder i forskellige roller i hver fortælling. Disse skuespillere udgør dog en sand stjerneparade, med navne som Tom Hanks, Halle Berry, Jim Broadbent og Hugh Grant, men udover det er Cloud Atlas tilsyneladende en svær nød at knække.

At skitsere hver af de seks fortællinger ville være nytteløs og det er da også humlen i det hele, at alt er forbundet. Hovedkaraktererne i hver af de seks fortællinger er alle på en umiddelbart uigennemskuelig måde forbundet, men symboliseret ved, at de alle bærer det samme modermærke. Filmen tilstræber sig herefter at væve de seks fortællinger sammen til én lang rejse fuld af spænding, intriger, kærlighed, død og ulykke. Dette til trods er filmen ikke svær at følge med i, selvom dens ønske om at være indhyllet i mystik og at skulle fortolkes er fremtrædende.

Romanen Cloud Atlas af David Mitchell havde længe stået som et ufilmeligt værk indtil tyske Tom Tykwer påtog sig opgaven sammen med Lana og Andy Wachowski og det projekt må da siges at lykkes ganske godt. Filmen, med den enorme produktionsværdi af $140  mio., er flot i sin helhed med enestående kampscener og CGI og er egentlig også meget godt tilrettelagt.

Cloud Atlas er helt sikkert en af de mest ambitiøse film for tiden og mens det er svært at sætte en finger på rent filmtekniske mangler, er det svært at undgå en lignende følelse som da Avatar udkom i 2009 – man skal nok som publikum blive forbløffet, forvirret og til tider imponeret, men hvad tager man med sig? Måske er det netop det, der mangler: invitationen til følelsesmæssigt engagement. Der bliver leget med fortælleteknikker, meta-intertekstualitet, special effects og make-up og det ser godt ud og fungerer i princippet. Man bliver bare ikke opløftet til mere en tilskuer og så skal der altså mere til for at kilde undertegnedes endorfiner.

Alt i alt er Cloud Atlas slet ikke så dårlig en film og flere lyspunkter, såsom faktisk at se Hugh Grant spille en anden slags karakter end han har gjort siden 1994, er værd at nævne. Hvorom alting er, vil filmen utvivlsomt blive diskuteret og figurere på både Bedste- og Værste film-lister rundt omkring; blive anset som både lav- og finkultur; husket for innovativt skuespil, hvor Ben Whishaw og Doona Bae overstråler Tom Hanks og Halle Berry, og ikke mindst vil den stå tilbage som et forsøg fra en mainstream film på at udfordre og overraske os og skubbe grænsen bare lidt mere.

Og dét er nok til at lade denne anmelder kalde Cloud Atlas for en vellykket film.