Når Rolf Sørensen alligevel var dopet, når lærerne måske bliver holdt ude fra klasselokalerne, og når sneen vælter ind over landet, kan det være svært at finde ud af, hvad man dog skal stille op med sig selv i dette store virvar. Oppe på Valmuebakken fremstår som et spark af inspiration i denne sammenhæng, og budskabet i filmen er ganske enkelt: mennesker skal forene sig og på fredelig og opfindsom vis kæmpe for det, som de har kært.

Anime-filmen Oppe på Valmuebakken handler om de to teenagere Shun og Umi, der på trods af, at de er meget forskellige forenes i kampen for en større sag, alt imens de forelsker sig. Forskellene mellem Shun og Umi ligger henholdsvis i hende som den stille og pligtopfyldende pige, og ham som den mere udfarende og karismatiske skolebladsredaktør, og deres fælles kamp er for skolens klubhus, der trues af rationaliserende moderniseringstendenser og voksne, der bare vil videre og frem uden at se tilbage. Klubhuset huser gymnasiets forskellige klubber; det er alt fra filosofiklubben til fysikklubben og naturligvis skolebladet. Vi befinder os i efterkrigstidens Japan, der er ved at gøre sig klar til at afholde De Olympiske Lege i 1964. Tiderne skifter, ungdomsoprøret spirer og kærligheden besværliggøres af krigens eftervirkninger. Shun og Umi opdager nemlig, at de måske er søskende, men det er svært at være helt sikker, for begge fædre er bortkomne, og de forsøger filmen igennem at finde ud af, om de kan være kærester eller må nøjes med at være venner. Oppe på Valmuebakken er instrueret af Goro Miyazaki, der er søn af den japanske anime-filmkonge, Hayao Miyazaki. Sønnike går altså i fars fodspor, og det gør han ganske fint.

Historierne om Shun og Umis forelskelse og kampen for at redde det gamle klubhus fra nedrivning er hverken nyskabende eller sindsoprivende, men Oppe på Valmuebakken er præget af en helt særlig stemning, der gør den interessant og til en dejlig filmoplevelse. Filmen har en helt andet tempo end film fra Europa og USA normalt har. Dette ses for eksempel i åbningsscenen, hvor Umi tilbereder morgenmad til familien og de logerende gæster i familiens pensionat på Valmuebakken, alt imens en japansk popsang om morgenmad spiller i baggrunden. Scenen får lov til at vare længere, end man er vandt til at se i vestlige filmproduktioner, og det er en fornøjelse. Stemningen i scenen, som også findes i mange andre, er på en gang sød og banal, men den vækker på samme tid en nysgerrighed.

Oppe på Valmuebakkens trumfkort er, at man som tilskuer, til trods for den banale handling, fyldes med en masse følelser. Skolelevernes kamp for klubhuset er inspirerende, og denne anmelder fik personligt lyst til gå direkte fra biografen ud i virkeligheden og finde en god sag at kæmpe for. Der findes også en slet kritik af det hypermoderne samfund, der ikke efterlader plads og tid til gode og solide ting. Der er en nostalgi i filmen, som heldigvis aldrig bliver sentimental. Denne ses naturligvis i skoleelevernes kamp for det gamle klubhus, som de ikke vil have skiftet ud med nybyggeri, men også i de mange scener, hvor Umi fra Valmuebakken hejser signalflag for at mindes og sende beskeder til sin far, der var kaptajn. Umi og Shun og de andre unge mennesker holder fast og lader sig ikke rive med af det hastige moderne liv.

Så hvis du ikke kan overskue; lærere der ikke må undervise, snestorm og egentligt er ligeglad med om Rolf er ren, så tag et smut i biografen og se Oppe på Valmuebakken. Det kunne også være, at du kom ud derfra med fornyet kampgejst til at modstå vinteren og andre frustrerende sager.