Når vi befinder os midt i en historie, er den blot et virvar. Et morads af minder, brudstykker af fortællinger, postkort og fotografier med falmede årstal. Det er idet vi forsøger at samle enderne, binde trådene sammen og danne os et samlet overblik, at virvaret bliver til en ægte historien. Spørgsmålet er bare, hvis historie er det man fortæller?

Således fortæller dokumentaren Stories We Tell historien om familien Polley. Diane Polley var et enestående menneske. Fuld af liv, evigt dansende, evigt smilende. Hun arbejdede hårdt, både på sin drøm om at blive skuespiller trods et utilstrækkeligt talent, og på at være lykkelig med en mand der hverken opfyldte hendes erotiske eller romantiske behov. Diane var ikke desto mindre en storm af smil og dans, energi og glæde, lige fra familiens tidligste minder, og til den dag hun døde af kræft, da Sarah var elleve. Så langt istemmer alle det samme kor. De gamle gulnede sommerferiebilleder fra 80erne, og de knasende ’åh de smukke unge mennesker’-filmstumper fra festlige begivenheder, er alle enige vidner. Romantiseringen af moderens liv og levned, får dog en skyggeside da Sarah som voksen, følger op på et rygte, en dårlig familiejoke og en mavefornemmelse – og sendes ud på en opklaring af en ganske anden, forunderlig smuk, men ligeledes trist, fortælling om kærlighed.

Den canadiske multikunstner, Sarah Polley, har kastet sig over meget i tidens løb. Hun er sangerinde, manuskriptforfatter, skuespiller og instruktør. Hendes debutfilm Away with her gav hende både en Genie Award og en Oscarnomination for bedste manuskript, men det er første gang hun prøver kræfter med dokumentargenren. Hvilken viser sig at volde hende nogle radikale og præmisændrende problemer. Stories We Tell begynder således som et beskrivende projekt, hvor Sarah ved hjælp af interviews med sin familie vil bringe alles personlige versioner af begivenhedernes gang frem i lyset, og på den måde fortælle den sande historie om Diane. Men jo mere materiale Sarah tilegner sig og jo mere historierne begynder at variere, i små såvel som store detaljer, bevæger filmen sig over i, intet mindre end, en kildekritisk meta-fortælling. En refleksion over det, at fortælle en historie.

At sandheden ændres efter den der fortæller, er ikke noget nyt. Faktisk er det så velkendt, at der ud over den gængse vending ’to sider af samme sag’, i begyndelse af det 19. århundrede blev etableret en videnskabelig gren, med netop det formål, at forholde sig til denne ofte frustrerende kendsgerning. Tohundrede år senere sidder historikere stadig og arbejder på verdens gang, vender og drejer vidneudsagn, memoirers og alverdens levn. Trods empirisk kildekritik og en afbalanceret brug af indlevelsesevne og fantasi, er og bliver historien nemlig både det mest afklarende og vedrørende, men samtidig det mest mystiske, man som tænkende væsen kan udsætte sig selv for. I dette tilfælde sidder Sarah tilbage med timevis af film, utallige versioner og fortolkninger, personlige meninger, følelser på tværs, på langs og i klemme og ikke mindst hendes eget behov for fortsat, at kunne mindes sin mors smil og valg i et gyldent lys. Og samtidig forstå hvorfor hun holdt dele af sig selv og sit liv skjult. Hun erkender, at på samme måde som minder er med til at forme en som individ, påvirker ens personlighed også de minder man har – hvad man husker, hvorfor man husker det og hvordan man fortolker det man husker.

Stories We Tell er således ikke en film om Sarahs familie i dén klassiske forstand både hun og vi måske havde forventet. Det er ikke skeletterne i skabet der er filmens omdrejningspunkt – og hvilken original, lettende og skøn overraskelse det viser sig at være. Hendes refleksionen ender som et lidt navlepillende, fortænkt paradoks, grænsende til det selvdestruktive. Det føles umiddelbart som banalt, uredigeret benarbejde, men overraskende nok klistrer filmens ide og koncept sig til én længere end ventet. Særligt da det mod slutningen viser sig, at filmens eneste ’sandhed’ i form af billeddokumentation er en konstruktion fra Sarah side. Det er et overraskende indgreb der rykker både ved ens nostalgisk glæde og nysgerrig, og dermed formår Sarah alligevel at forvandle den simple refleksion til et universelt spørgsmål.

Filmen er del af DOXBIOs årlige filmpakke der består af seks film. Den bliver vist d. 3. april i 50 biografen landet over, med efterfølgende ekstravisninger i større byer. DOXBIO er stadig et, for mange, ukendt koncept, men fortjener i den grad opmærksomhed. Gå ind og læs mere om initiativet og programmet på www.doxbio.dk – og grib chancen for et anderledes perspektiv på verden, det er sundt at stille spørgsmål ved det velkendte.

Af Sandra Holm