Amerikanske actionfilm har gennem tiden afspejlet den virkelighed og ikke mindst de fjendebilleder som landet har haft. Under den kolde krig var det russerne, efter 11. september araberne og med Antoine Fuquas(Traning day, Shooter) symboltunge Olympus has fallen er det nordkoreanernes tur til at få ørene i den amerikanske drømmemaskine.

I november sidste år havde den middelmådige Red Dawn premiere i USA. I filmen tager en gruppe teenagere på egen hånd kampen op imod en nordkoreansk invasion af deres by. Det, som tiltrak sig opmærksomhed ved filmens premiere, var at producenterne undervejs  ændrede skurkenes nationalitet fra kinesisk til nordkoreansk for derved at undgå at støde kineserne og dermed et potentielt stort marked for filmen. Om det samme har gjort sig gældende i angrebet på det hvide hus, som den danske undertitel lyder på Olympus has fallen vides ikke. Til gengæld er det ikke en by, men selve det hvide hus i Washington som indtages af nådesløse nordkoreanske terrorister.

Inden vi kommer så langt introduceres vi for filmens helt Mike Banning spillet af Gerard Butler, der er præsidentens (Aaron Eckhardt) personlige livvagt i Secret Service. På vej i bilkortege til en julefest under en kraftig snestorm er uheldet ude på en glat bro, og på trods af et dusin toptrænede agenters indsats dør præsidentens kone (Ashley Judd) idet bilen falder ud over broens kant.

18 måneder senere finder vi Mike hensat til en skrivebordsstilling i Washington stadig martret af skyld, hvilket har fremmedgjort ham overfor sin kone Leah ( Rahda Mitchell) og ikke mindst sig selv. Samtidig skal præsidenten mødes med den sydkoreanske præsident til en alvorlig samtale om den militante krise landet har været i med Nordkorea siden Koreakrigen i 1950-53. I et makabert, men også visuelt velorkestret tableau, ser vi hvordan det hvide hus på trods af alle dets sikkerhedsforanstaltninger og Secret Service agenter indtages på under et kvarter, som er den tid det åbenbart tager det amerikanske militær at nå det hvide hus. Dette sker med en blodig sans for detaljer og et body count der hurtigt når et par hundrede.

Med præsidenten, hans søn, vicepræsidenten og en række andre som gidsler ser det sort ud, men heldigvis er Mike på pletten og med sit kendskab til det Hvide hus hemmelige gange tager han kampen op for at befri præsidenten.

Olympus has fallen er en ekstrem amerikansk film, hvor patriotismen og alle dens symboler dyrkes med en sådan fetichistisk kraft at man som ikke-amerikaner uundværlig skiftevis griner, væmmes eller ryster på hovedet. Med et set-up og en helt der ligner en fusion af Die Hard og Rambo, ved tilskueren på forhånd mange af handlingens enkeltscener, som givet er veludført med hensyn til det filmiske håndværk som klipning, effekter og detaljer for interiøret i den berømte bygning. Problemet er at alt indsovses i en svulstig symbolik, såsom scenen hvor det gennemhulede amerikanske flag tages ned, og i et langt close-up ses falde ned på græsplænen foran det hvide hus.

Når vi så samtidig belæres om at, uden USA’s tilstedeværelse i verdens brændpunkter ville antallet at voldelige konflikter stige, er vi faretruende tæt på propaganda pakket ind i glitrende hurtigt turneret actionunderholdning,  hvor den amerikanske patriot på trods sine tidligere fejl i tjenesten og problemer i ægteskabet redder dagen, præsidenten og The amercian way of life.