Kon-Tiki er det oplagte valg til en aften i biografsædet, hvis du trænger til at drømme dig væk fra slud og snedriver, fra rudekuverter og regnvejr. Filmen er nemlig det perfekte solkinsboost og en sund påmindelse om at turde turde.
Den unge eventyrer og videnskabsmand, Thor Heyerdahl (Pål Sverre Hagen), er efter et års ophold i Polynesien kommet på den idé, at polyneserne må være efterkommere af sydamerikanere og ikke, som hidtil antaget, af asiater. I sin higen efter at bevise sin påstand samler han et hold af med-eventyrere, der også har ild i røven og lyst til at kaste sig ud på dybt vand – i mere end én forstand. Heyerdahl vil nemlig bygge en tømmerflåde af balsatræ og lade sig drive 4000 kilometer ud i Stillehavet for at overbevise resten af verden om sin teori.
At Heyerdahl er en mand med passion og mission mærker man tydeligt fra første færd. Hagens portræt af manden med det stålsatte blik og den altfortærende kompromisløshed lyser ud af lærredet. Hagen er et glimrende valg til rollen som Heyerdahl, og han får tegnet et fint billede af en mand, der er beundringsværdigt målbevidst og befriende drevet af lyst, men som samtidig må se konsekvenserne af sin enorme stædighed i øjnene. Det føles både ærligt og interessant.
Men hvad der faktisk er endnu mere interessant, er det indblik jeg får i dynamikken mellem seks mænd fanget på en tømmerflåde i 100 dage. For det første er Kon-Tiki en fin beskrivelse af det maskuline venskab. For det andet er det virkelig spændende at følge gruppens stigende frustration over manglende radiokontakt med omverdenen, frygten for at mislykkes og det faktum, at de ikke har andre end hinanden at ty til. Det hele bliver ikke nemmere af, at der er en krigstraumatiseret soldat, en vandforskrækket Heyerdahl og en tryghedsnarkoman af en køleskabssælger ombord. Og så er det simpelthen befriende, at filmen ikke er drevet frem af en kærlighedshistorie mellem en mand og en kvinde, men snarere af et kærlighedsforhold mellem en mand og hans mission.
En anden befriende og stærk side ved filmen er, at jeg, selvom jeg kender historien i forvejen, ganske enkelt glemmer udfaldet undervejs. Jeg glemmer, hvad der i virkeligheden skete, fordi det lykkes at trække mig helt ind i filmens eget univers. Jeg tog mig selv i at sidde på kanten af stolen og frygte for de gæve gutters møde med hajer, hæsblæsende storme og lurende malstrømme i horisonten. Min opmærksomhed blev fastholdt i de to timer, filmen varer – det er ret godt gået ikke at kede publikum med en film, der foregår på en tømmerflåde det meste af tiden. Det lykkes på grund af de stærke skuespilpræstationer og fordi man har turdet træffe nogle utraditionelle valg og ladet Heyerdahls bedrift tale for sig selv.
