Steven Soderberghs nyeste film er fuld af gode intentioner om at fortælle en vedkommende og samfundskritisk historie om en glubsk medicinalindustri og en lille mands kamp mod systemet. Desværre kryber den aldrig for alvor ind under huden.

Scenen er sat i New York , hvor Martin Taylor (Channing Tatum) netop er blevet løsladt efter at have siddet i fængsel for insider-handel. Hans kone, Emily, (Rooney Mara) har måttet opgive sin privilegerede overklassetilværelse og havner i en gevaldig depression i kølvandet på Martins løsladelse. Hun opsøger derfor psykiateren Jonathan Banks (Jude Law) for at komme de sorte tanker til livs. Han udskriver en ny type eksperimentel antidepressiv medicin, og så tager sagerne søreme fart. Snart er Jonathan fanget som en lus mellem medicinalindustriens og patientens negle.

Hvad der umiddelbart ser ud til at være en samfundskritisk historie om Vestens overforbrug af antidepressiver og medicinalindustriens pengehungrende hensigter, viser sig at være en psykologisk thriller af labyrintiske dimensioner. Filmens manuskriptforfatter, Scott Burns, har udtalt at han har ønsket at lave en ’noir-lignende thriller’. Det lykkes desværre ikke til fulde.

Filmens problem er nemlig, at den både vil pege på det vestlige menneskes manglende evne til at kapere modgang, at den vil kritisere medicinalindustrien og at den samtidig vil være en thriller af Hitchcock’ske dimensioner. Det er simpelthen for meget af det gode, og den gaber over alt for mange ting på en gang. Hver for sig ville de to temaer have fungeret fint som separate film, men Soderbergh rammer desværre ikke plet i forsøget på at ville det hele.

En formildende omstændighed er dog Rooney Maras fine spil, hvor hendes underspillede mimik gør én lige tilpas utilpas. Det fungerer fremragende, at jeg hele tiden er i tvivl om hendes intentioner, og ikke ved, om hun er til at stole på.
Jude Law formår at træde ud af pretty-boy-flødebolle fælden, og det klæder ham med rande og rynker. Og så er Catherine Zeta-Jones, om end en smule karikeret, herlig som den kølige, skruppelløse femme fatale-psykiater.

Side Effects når aldrig helt i mål, fordi den gaber over for mange temaer på en gang. Det fungerer desværre ikke at koble samfundskritisk debatfilm med psykologisk thriller. Filmen er dog et gedigent stykke filmhåndværk og fungerer i kraft af solide skuespilpræstationer og overraskende effekter.